Nyhed

Dyr besparelse på arbejdsmiljøområdet

Det er ikke kun børnefamilierne, de ledige og medlemmer af faglige organisationer, der kommer til at betale prisen for regeringen og Dansk Folkepartis ”Genopretningsplan”. Arbejdsmiljøområdet bliver beskåret med 50 %, og det er helt tåbeligt, mener Fødevareforbundet NNF.

I årtier har arbejdsmarkedets parter haft fokus på arbejdsmiljøområdet. Bekæmpelse af nedslidning, støj, arbejdsulykker, og dårligt psykisk arbejdsmiljø har stået højt på dagsordenen. Arbejdet har lønnet sig, og alle parter har pralet over indsatsen, hver gang antallet af arbejdsulykker i Danmark er faldet.

Men åbenbart har regeringen og Dansk Folkeparti ikke det store tilovers for dét arbejde.

I forbindelse med deres Genopretningsplan har de med et hug beskåret arbejdsmiljøområdet med 50 % - fra 100 millioner kroner til 50 millioner kroner.

Arbejdsmiljøkonsulent i Fødevareforbundet NNF Tommy Jensen er dybt rystet:

- Det er simpelthen fuldstændig rablende galt! Med den ene hånd kræver regeringen sygefraværet nedsat, og med den anden hånd fjerner de grundlaget for at kunne leve op til dette krav, konstaterer Tommy Jensen.

Nedskæringen kommer desuden kort tid efter beskæftigelsesministeren har bedt Arbejdsmiljørådet komme med deres anbefalinger til, hvordan indsatsen frem mod 2020 skal se ud:

- Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde – det er helt skævt, siger Tommy Jensen.

Dyr besparelse på den lange bane
Tommy Jensen frygter, at besparelsen vil komme til at koste samfundet dyrt:

- Når vi arbejder for et bedre arbejdsmiljø, så gør vi det jo ikke for sjov. Vi gør det fordi, det koster samfundet dyrt, hvis det fysiske og psykiske arbejdsmiljø ikke fungerer. Jeg er desværre ikke i tvivl om, at nedskæringen vil betyde, at vi igen vil se et stigende antal arbejdsulykker, og endnu flere nedslidte medarbejdere. Og det betyder en stigning i sygefraværet. Det er en utrolig kortsigtet besparelse, som samfundet kommer til at betale dyrt for i fremtiden, spår Tommy Jensen.

Læs Genopretningsplanen