Af Pia Rosager
Med mandagens fødevareforlig kan supermarkeder, butikker og andre fødevarevirksomheder tænke sig om en ekstra gang vis de spekulerer i fortjeneste på bekostning af fødevaresikkerheden.
Samtlige partier - undtagen Liberal Alliance og Kristendemokraterne - er blevet enige om at slå langt hårdere ned på madsvindlere. De r vanker nu bøder på over 100.000 kr. og fratagelse af retten til at drive føvevarevirksomhed (næringsbrevet).
-Politikerne skal have ros for, at de er kommet i hus med et bredt forlig. Og at de senderet klokkeklart signal om, at gambling med fødevaresikkerhed, forbrugernes helbred og danske arbejdspladser er helt uacceptabelt siger forbundsformand i Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast.
Forbrugerne skal kunne stole på smiley'erne
Ole Wehlast glæder sig over at det lykkedes oppositionen at få bremset de planlagte nedskæringer på 30 medarbejdere i Fødevarekontrollen og at fødevareminister Henrik Høgh bebuder en fordobling eller tredobling af kampagnekontroller. Det betyder, at der bliver udført 1.500-2.000 målrettede kontroller om året på de områder, hvor der er problemer.
Han advarer dog mod at skrue væsentligt ned for de nuværende 9.000-10.000 årlige rutinekontroller.
-Vi skal nødig ende med at se virksomheder, der spekulerer i at få en elite-smiley for derefter at slække på egenkontrollen eller snyde, fordi der bliver langt til næste kontrol. Smiley-ordningen må ikke udvandes, siger Ole Wehlast.
Ole Wehlast glæder sig også over at, et samlet Folketing øger fokus på importkontrollen.
-Vi ved , at der oftere er problemer med importeret kød end det danske og at udlandet kan producere kød billigere fordi de har mindre restriktive krav til fødevaresikkerheden. Så hvis man har fundet en måde at holde et mere vågent øje med det importerede kød, hilser jeg det meget velkommen, siger Ole Wehlast.