Af Emilia Maria van Gilse
Århusianere på vej til arbejde blev onsdag d. 2. juni mødt af bannere med slagord ved alle større indfaldsveje til byen.
Under parolen ”Hold sammen på Danmark og stop nedskæring” havde LO og FTF arrangeret aktionen, der senere på dagen blev fulgt op af en demonstration på Rådhuspladsen i Århus.
I alt deltog knap 5.000 i dagens begivenheder, og blandt dem var medlemmer af Fødevareforbundet NNF Østjylland.
Afdelingsformand Flemming Hansen var meget tilfreds med gårsdagens aktioner – og ikke mindst den store opbakning:
- Jeg uddelte flyers ved banegården, og mange brugte lejligheden til at gøre opmærksom på deres utilfredshed med den siddende regering og deres nedskærings-politik. Der var virkelig en kanon opbakning til aktionerne hele vejen igennem, siger Flemming Hansen.
Den gale vej
Han ser opbakningen som udtryk for, at rigtig mange er utilfredse med regeringen og Dansk Folkepartis politik. Både hvad angår den såkaldte ”Genopretningspakke”, men også med de generelle besparelser på velfærdsområdet:
- Det er utrolig vigtigt, at vi står sammen og viser både politikere og befolkningen, at det altså går den gale vej. Gør vi det ikke nu, er det ikke sikkert, at vi får chancen igen, mener Flemming Hansen.
I alt 24 fagforeninger deltog i gårsdagens begivenheder, og på tirsdag er de på gaden igen – denne gang i København.
Nej til nedskæringer – ja til et fair Danmark
Tirsdag d. 8. juni har LO og FTF nemlig arrangeret en stor fællesdemonstration på Christiansborg Slotsplads. Mens politikerne sidder indendøre og 3. behandler regeringen og Dansk Folkepartis Genopretningsplan, vil fagforeninger, elevorganisationer og andre grupper af utilfredse danskere, demonstrere mod nedskæringerne.
Fødevareforbundet NNF opfordrer alle til at møde op på tirsdag og vise, at de borgerlige partiers politik ikke gør noget godt for Danmark.
Fødevareforbundet NNFs lokale afdelinger vil sørge for at hjælpe med transporten til og fra København. Så hvis du er medlem af Fødevareforbundet NNF, og har lyst og mulighed for at deltage i demonstrationen på tirsdag, skal du hurtigst muligt kontakte din lokale afdeling.