Nyhed

Vil du uddanne dig? Så har VKO sendt en regning til dig.

Alle er enige om vigtigheden af at uddanne sig, fordi der bliver mangel på kvalificeret arbejdskraft og de ufaglærte jobs forsvinder til lavtlønnede i udlandet. Derfor er det dybt uansvarligt af regeringen og Dansk Folkeparti, at de straffer de lavtuddannede, der gør sig allermest umage for at komme videre fra et meget lavt niveau, lyder den klare melding fra Fødevareforbundet NNF og Christine Antorini (S).

Det er ikke småting, regeringen og Dansk Folkeparti har lagt på bordet for at betale den kæmpe regning, de har efterladt til danskerne på 24 milliarder kroner. Voldsomme nedskæringer på dagpenge, børnepenge og i kommunerne, der vil ramme plejehjem, folkeskoler og børnehaver landet over. VKO har besluttet, at ni års fest med skattelettelser til de rige skal betales af dem, der har haft mindst ud af festen.

-Og der er en enorm regning til alle lavtuddannede, der ikke nåede at hoppe på uddannelsestoget i tide. Regeringen og DF skærer over 4 milliarder i voksenuddannelserne, ungdomsuddannelser og forskning. Og de spænder i den grad ben for de dårligst uddannedes muligheder for nogensinde at kvalificere sig til andet arbejde, siger Svend Blankholm, forbundskonsulent i Fødevareforbundet NNF.

Benspænd for de dårligst uddannede
-Regeringen smider nu folk ud af dagpengesystemet efter bare to år. Samtidig laver de en tackling på dem, der vil gøre en indsats for at nå at kvalificere sig til andet arbejde. Regeringen har i et hug halveret perioden med voksenuddannelsesstøtte fra 80 til 40 uger og beskåret uddannelsesstøtten med 20 procent. Det betyder, at uddannelsessøgende mister omkring 3000 kr om måneden. Samtidig fjerner man arbejdsgivernes incitament til at lade de ansatte uddanne sig og skruer op for deltagerbetalingen på voksenuddannelserne. Det er dybt uansvarligt og udsigtsløst -både overfor det enkelte menneske og det danske samfund.

Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini er også dybt bekymret.
- Det her rammer hårdt inden for Fødevareforbundet NNFs brancher: slagter, bager, mejeri, chokolade og tobak, siger Christine Antorini.

Perspektivløs og usympatisk uddannelsespolitik
-Lad os se på, hvem det helt konkret kan ramme. En kvinde på 40 år, der arbejder på et lukningstruet slagteri og som ikke blev færdig med 9. klasse i folkeskolen, har hidtil haft gode muligheder for voksenuddannelser, så hun både kan tage de fag, hun mangler fra folkeskolen og uddannelse til at kunne få sig en faglært uddannelse inden for eget fag eller til et andet fag med jobmuligheder. Det løft i uddannelse kan hun ikke få fremover, siger Christine Antorini.

-Og det er helt uforståeligt, når der netop er tale om voksne personer i beskæftigelse, som får tilladelse fra deres arbejdsgiver til at dygtiggøre sig. Beskæftigelse og uddannelse den helt rigtige kombination, som nu straffes af regeringen og rammer de svageste og mest udsatte på arbejdsmarkedet.

-I Danmark har vi hidtil haft gode muligheder for at for at efteruddanne os. Alle der arbejder inden for fødevareindustrien ved det om nogen. Det er voksenuddannelserne, som har hjulpet tusindvis på både slagterierne og forarbejdningsvirksomhederne, når virksomheden lukkede eller skulle dreje produktionen i en anden retning. Fremover bliver det helt anderledes. Føj, hvor er det usympatisk og ødelæggende for det arbejdsmarked, vi altid har været stolte af, lyder dommen fra Christine Antorini.