- De henvendelser, jeg har modtaget, er kommet uopfordret. Det er fra faglærte slagtere, som enten var af sted sidste år eller ledige, som gerne vil prøve lykken i Grønland. Jeg synes, det er flot, når man tager i betragtning, at det endnu ikke er annonceret, at slagteriet søger instruktører til den kommende slagtesæson, siger Steen Hartmann, der er koordinator for ansættelserne af danske slagtere.
Fabrikschef Henning Sønderup, Neqi i Narsaq siger, at de sidste papirer nu er i orden, men at der går et stykke tid, inden man begynder at ansætte de danske slagtere.
- Det var et forsøg, en prøveballon, da vi sidste efteråret ansatte faglærte danske slagtere som instruktører. Det blev en succes. Jeg var meget glad for den danske arbejdskraft, siger Henning Sønderup.
I de omkring ti uger, der er højsæson på Neqi, skal der slagtes omkring 25.000 får og lam samt enkelte heste.
I øvrigt starter man nu en uddannelse af såkaldte produktionsslagtere i Grønland. Det er et projekt, der har været under vejs i nogle år, men uddannelsen er nu godkendt af det grønlandske hjemmestyre.
- Uddannelsen, der tager to år, er meget populær. Til det første orienterede møde kom der mellem 50 og 60 interesserede, siger Henning Sønderup.
Første hold bliver på 12, der skal have den praktiske del af uddannelsen på Neqi og den teoretiske på levnedsmiddelskolen Invili i Narsaq. De 12 begynder den 1. august.
- Uddannelsen er blevet en realitet på grund af et utrolig godt samarbejde med Narsaq Kommune og det grønlandske hjemmestyre, siger Henning Sønderup.