Nyhed

OK 2010: Vi kan, vi skal, vi vil!

I dag startede overenskomstforhandlingerne for de ca. 15.000 medlemmer af Fødevareforbundet NNF, der skal have deres overenskomst mellem forbundet og DI (Dansk Industri) fornyet. Se webfilm med Jens Peter Bostrup, der kommenterer det første møde

I dag startede overenskomstforhandlingerne for de ca. 15.000 medlemmer af Fødevareforbundet NNF, der skal have deres overenskomst mellem forbundet og DI (Dansk Industri) fornyet.

Af Emilia Maria van Gilse

Efter mange måneders opvarmning indledte Fødevareforbundet NNF i dag forhandlinger med DI om fornyelsen af overenskomsterne for ca. 15.000 medlemmer. Det vil sige alle de medlemmer, der arbejder under slagterioverenskomsten og den fødevareindustrielle overenskomst.

Og selvom begge parter var enige om, at det ikke er de nemmeste forhandlinger, der starter i dag, så lagde forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast ikke skjul på, at forbundet går målrettet efter en løsning, alle kan være tjent med:

- Vi har rejst rundt til et stort antal arbejdspladser og har gennem møderne med dem, der er omfattet af overenskomsterne, fået et godt indtryk af, hvad de forventer og ønsker. Og det er på den baggrund, vi går til forhandlingerne.

Fødevareforbundet NNFs slogan til overenskomstforhandlingerne er ”Vi kan, vi skal, vi vil”, og det slog Ole Wehlast igen fast på mødet med arbejdsgiverorganisationen:

- Jeg håber, at arbejdsgiversiden vil tage vores slogan til sig, og lade det gælde viljen til løsning. Vi tror på, at vi kan finde en løsning. Situationen tilsiger, at vi skal finde en løsning. Og hvis begge sider vil, så tror jeg på et godt resultat, slog Ole Wehlast fast.

Parterne mødes igen torsdag d. 21. januar.