Endelig kan de af Fødevareforbundet NNFs medlemmer, der arbejder i COOP, se frem til at få fornyet deres overenskomst.
Dette skulle allerede være sket sidste forår, men inden forhandlingerne kom i gang, ønskede COOP at få afprøvet hvilket sammenlignelighedsgrundlag, der skulle ligge til grund for overenskomsterne.
I mere end 30 år har udgangspunktet været de overenskomster Fødevareforbundet NNF har indgået med Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD) og Danske Slagtermestre (DSM), men COOP ønsker, at det for fremtiden skal være overenskomsterne mellem Fødevareforbundet NNF og Dansk Erhverv, der danner grundlag for medlemmernes overenskomster.
Siden maj måned 2009 har alle involverede, og ikke mindst Fødevareforbundet NNFs medlemmer, måttet finde tålmodigheden frem og vente på en afgørelse i Arbejdsretten.
3 forsøg
Første gang sagen skulle have været for arbejdsretten var i august måned. Men først blev COOPs advokat syg, og herefter blev dommeren fejlagtigt informeret om, at COOP og Fødevareforbundet NNF var blevet enige. Han anså derfor ikke sagen som en hastsag, og valgte at udskyde afgørelsen til november. Men ved retsmødet i november, var der sygdom blandt vidnerne, så sagen blev udskudt til januar.
Og torsdag den 7. januar 2010 lykkedes det så endelig at få afholdt retsmødet.
I alt blev der ført fem vidner, og dommeren vil i løbet af en uges tid sige, hvornår han kommer med sin afgørelse. Dog har han lovet, at afgørelsen vil komme inden den 31. marts 2010.
Forbundssekretær Flemming Mogensen glæder sig til, at der bliver sat punktum for denne sag, så medlemmerne kan få en ny overenskomst:
- Den her sag har kørt alt, alt for længe. Det har været helt urimeligt overfor vores medlemmer, og jeg glæder mig usigeligt meget til at komme videre og få gang i de egentlige forhandlinger. Samtidig håber jeg naturligvis, at dommeren følger vores anbefalinger, så vi kan forhandle overenskomsterne for de ansatte i COOP, ud fra samme grundlag som vi har gjort de sidste 30 år, siger Flemming Mogensen.
Læs tidligere artikler fra Fødevareforbundet NNF om sagen:
COOP-afgørelse udsat igen(d. 12/11-2009)
COOP-ansatte er frustrerede(d. 11/9-2009)
Afklaring mellem Fødevareforbundet NNF og COOP til november (d. 2/9-2009)
OK forhandlinger standet i arbejdsretten (d. 29/5-2009)
Iskolde forhandlinger med COOP (d. 19/5-2009)
OK-forhandlinger med COOP på vej i arbejdsretten (d. 7/5-2009)