Nyhed

Mejeribrugets Arbejdsmiljøkonference 2010

Nedtælling til Mejeriindustriens Arbejdsmiljøkonference 2010 er begyndt.

Temaet for dagen bliver ”Fremtidens arbejdsmiljøorganisering”, som er og vil være et højaktuelt emne, idet der kommer ny lovgivning på området i løbet af 2010 - formentlig med ikrafttræden den 1/10 2010 med efterfølgende overgangperiode.

Den nye lovgivning lægger ansvaret for sikkerhedsarbejdet direkte i linjeorganisationen og åbner samtidig op for, at sikkerhedsarbejdet kan organiseres, så det passer optimalt til hver enkelt organisation og virksomhed. Dertil kommer krav om årsplaner for arbejdsmiljøarbejdet og ændrede regler omkring uddannelse.

Dagen vil blive tilrettelagt med både foredrag og workshops. Foredragene vil bestå af information om de nye regler samt erfaringer fra virksomheder, som forsøgsvis har arbejdet med alternativ organisering af sikkerhedsarbejdet. En række workshops vil give deltagerne mulighed for at fordybe sig i nogle af de muligheder, den nye lovgivning indeholder, og dermed vil man kunne få konkrete take-aways med sig til det videre arbejde hjemme i virksomhederne.

Hvad er MIA?
MIA er forkortelsen for Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg, som er et udvalg under Bar-jord-til-bord.

Bar-jord-til-bord er ét ud af i alt 11 branchearbejdsmiljøråd, som er nedsat af Arbejdsmiljørådet. Arbejdsmiljørådet er hjemmehørende under Beskæftigelsesministeriet.

Bar-jord-til-bord har til formål at medvirke ved løsning af sikkerheds- og sundhedsspørgsmål inden for Jordbruget, Mejeriindustrien og Slagteribranchen herunder at understøtte arbejdsmiljøindsatsen på branche- og virksomhedsniveau.

MIAs hjemmeside og nyhedsbrev
MIA har sin egen fane på hjemmesiden www.Bar-jord-til-bord.dk. Her kan interesserede finde en lang række relevante informationer, faktaark, branchevejledninger og værktøjer, som kan være en hjælp i det daglige sikkerhedsarbejde i virksomhederne.

Der lægges løbende informationer på hjemmesiden, og som noget nyt kan der nu også abonneres på et nyhedsbrev, som giver direkte information, når der er relevant nyt på MIAs hjemmeside eller vedrørende MIAs arbejde.

Tilmelding til nyhedsbrevet foretages også på nævnte hjemmeside.