Nyhed

Lige vilkår til landmændene

Omkring 700 landmænd og landbrugselever var mødt op til stormøde i Agerskov i det sydjyske torsdag aften for at råbe politikerne op: De danske landmænd har svært ved at konkurrere med kollegerne syd for grænsen, og det betyder konkurser og flugt fra erhvervet. Giv os lige vilkår, lyder budskabet fra landbruget

Det ser ikke lyst ud for landmand Jørn Ebbesen, Vojens, selv om han har fået en miljøgodkendelse til at udvide sin produktion af slagtesvin i Danmark. Tørre tal fortæller, at han ikke får meget ud af at forøge produktionen herhjemme. Bygger han derimod staldene i Tyskland, kan han tjene næsten to millioner kroner mere årligt.

Disse tal fik de omkring 700 landmænd, der var troppet op til mødet i Agerskov i det sydjyske i aftes, til at spærre øjnene op og kræve, at der sættes ind politisk for at skabe lige konkurrencevilkår.

Det lykkedes dog kun at råbe en af de tre folketingspolitikere op, som var inviteret til mødet, nemlig Hans Christian Schmidt fra Venstre. For både Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet og Rene Christensen fra Dansk Folkeparti, som begge er medlemmer af Folketingets fødevareudvalg, meldte afbud!

Hans Christian Schmidt sagde, at det var tydeligt for enhver, at dansk landbrug ikke konkurrere på så forskellige vilkår, og formand for Landbrug & Fødevarer, Michael Brockenhuus-Schack, pointerede, at det haster med at få ændret vilkårene, og at landmændene ikke var ude efter gældssanering.

- Vi støtter landmænd i at konkurrere på lige vilkår
Formand for Fødevareforbundet NNF Sydjylland, Peder Pedersen, ærgrer sig over, at både Socialdemokratiet og DF svigtede mødet ved ikke at deltage, for det er nødvendigt med øget politisk fokus på forholdene omkring landbrugsproduktionen og følgeindustrien – og Peder Pedersen bemærker tørt, at det i hvert fald ikke kan have været vejret, som forhindrede de to politikere i at nå frem!

Men han glæder sig over, at landmændene ikke vil have gældssaneringer men vil konkurrere på lige vilkår indenfor EU.

– Vi er enige i, at det er vigtigt med lige vilkår, så her har vi fælles fodslaw, lyder det fra Peder Pedersen.

Når det gælder de tal, landmændene lægger på bordet om svineproduktion herhjemme og i Tyskland minder han om, at det er nødvendigt at forholde sig til andet end de rene tal.

- Der er også det der samfundssyn og samfundsansvar, og her må politikerne se på den åbenlyse konkurrenceforvridning, der er i forhold til social dumpning og lave lønninger til slagteriarbejderne, som finder sted i Tyskland. Det skal også med i regnestykket, at sociale ydelser og skatter til vedligeholdelse af veje i Tyskland betales af virksomhederne, mens det i Danmark er dækket ind i af skatten. Det er faktorer, som betyder, at omkostningerne ikke så store for den enkelte landmand, når han skal have grisene kørt til slagteriet, pointerer Peder Pedersen.

- Men vi har et fælles problem og en fælles opgave, og jeg deltager gerne i debat om, hvad vi kan gøre i fællesskab, og på forbundsplan har vi indenfor de sidste to år skabt synlige resultater. Bl.a. har vi i fællesskab presset på for at få nedsat de veterinære udgifter i landbruget med over 100 mio. kroner, og den gevinst er de ved at få. Vi har også presset på for at få sat fokus på sagsbehandlingstiden af ansøgninger til udvidelse af produktionen, som ligger og luller i fem til seks år. Det er stadig ikke godt nok, og jeg forstår bøndernes frustration over, at de ikke kan bruge deres stordriftsfordele med baggrund i den politiske ledelse, der er på Christiansborg.

Behov for bedre ledelse af slagterierne
Peder Pedersen mener også, at landmændene skal stille større krav til ledelsen på slagterierne.

- Slagteriernes konkurrenter i EU tjener mere i salgsleddet end de gør i Danmark. Fx får Danish Crown cirka en krone mindre pr. kilo solgt kød end konkurrenterne i EU, og prøv lige at gange det med 16 mio. svin gange 75 kilo! Det er dårlig ledelse, og jeg forstår godt, at landmændene reagerer. Men de skal også selv være loyale og levere svin nok, så kapaciteten på slagterierne udnyttes fuldt ud, påpeger Peder Pedersen og henviser til en rapport fra Fødevareøkonomiske Institut på Københavns Universitet, som siger, at der er mulighed for rentabel produktion af slagtesvin i Danmark med de slagteanlæg, vi har i Danmark i dag, hvis man gør brug af alle stordriftsfordele.

Selv om landmændene ikke ønsker gældssanering, vil Peder Pedersen godt være med til at give dem en økonomisk håndsrækning i form af hjælpepakke fra staten, men ikke en skatteyderne skal betale alene.

- Det er en reel trussel, når værdien af en hektar jord falder med en tredjedel, og de ikke længere er likvide og heller ikke kan komme videre med produktionen.