Nyhed

Fødevareforbundet NNF afviser utidige krav fra DC

Gå ned i løn, eller I bærer ansvaret, for at jeres kolleger mister deres job! Så direkte lyder kravet nu fra Danish Crown til tillidsrepræsentanterne. Og dén melding er helt utidig indblanding i de igangværende overenskomstforhandlinger, mener Fødevareforbundet NNF.

Der blev ikke lagt fingre imellem, da administrerende direktør i Danish Crown Kjeld Johannesen i den direkte udsendelse TV2-Finans redegjorde for koncernens fremtidsplaner.
Hvis ikke medarbejderne går med til en lønnedgang, så træder plan B i kraft – og det er ensbetydende med en yderligere udflytning af koncernens aktiviteter til udlandet, og dermed yderligere tab af danske arbejdspladser.

Og det er ifølge Kjeld Johannesen ikke koncernens ledelse, der bærer ansvaret for at sikre koncernens fremtid. Nej, det er nu lagt over til tillidsrepræsentanterne.

- Det er helt hen i vejret, lyder kommentaren fra næstformand i Fødevareforbundet NNF Jens Peter Bostrup.

- Det er principielt helt uhørt at overlade ledelsesretten til medarbejderne. Og set i lyset af de igangværende overenskomstforhandlinger, virker Kjeld Johannesen udtalelser nærmest absurd, siger Jens Peter Bostrup.

For netop i disse dage sidder forhandlerne for Danish Crowns arbejdsgiverorganisation DI sammen med forhandlerne for medarbejdernes fagforening Fødevareforbundet NNF og forhandler en ny overenskomst på plads. Og spørgsmålet om løn bliver afgjort her – ikke på et møde mellem Danish Crowns ledelse og tillidsrepræsentanterne.

Urimeligt pres på tillidsrepræsentanter
Af indslaget i TV2-Finans fremgik det også, at Kjeld Johannesen føler, at han har medarbejderne i ryggen, når han kræver deres løn sat ned. Men det billede kan Jens Peter Bostrup ikke genkende:

- Når vi taler med vores tillidsrepræsentanter, så er der ikke nogen tvivl om, at de vil deres kollegers bedste. De ønsker ikke, at nogen mister deres job, men de mener samtidig ikke, at den gyldne løsning på koncernens vanskeligheder er en lønnedgang. Specielt ikke fordi en lønnedgang af den størrelse Kjeld Johannesen tidligere har talt om, vil forslå som en skrædder i helvede,siger Jens Peter Bostrup.

Fødevareforbundet NNF har lavet en række beregninger, der viser, hvor stor andel udgifterne til slagteriarbejdernes løn udgør af prisen på et stykke kød, når det ligger i køledisken. Og ifølge disse beregninger går kun ca. 6-7 % til slagteriarbejdernes løn.

- Hvis vores medlemmer gik 100 kroner ned i timen, betalte p-afgift for at parkere foran slagterierne og i øvrigt lagde 5 kroner, hver gang de benyttede omklædningsrummene, så ville det stadig ikke få koncernens udgifter ned på udlandets niveau. Det er noget helt andet, der skal til – måske skulle Danish Crown i stedet kigge indad, siger Jens Peter Bostrup.