Nyhed

Kom igen – også i slagteribranchen

Danish Crown i Esbjerg har fået bevilliget midler til et nyt projekt; to aflastningspladser til medarbejdere, der har været sygemeldt på grund af muskelskeletbesvær

Fra slutningen af april næste år er der hjælp at hente for medarbejdere på DC Esbjerg, der har været sygemeldte på grund af muskelskeletbesvær. Slagteriet har nemlig fået bevilliget midler fra Forebyggelsesfonden til at oprette to aflastningspladser.

Aflastningspladserne skal fungere som en form for blid tilbagevenden til arbejdslivet. Målet er, at nedbringe sygefraværet ved at give medarbejderne mulighed for at vende tilbage til arbejdspladsen, selvom de ikke kan arbejde på fuld tid.

Udover de to aflastningspladser indeholder projektet også udviklingen af en visiteringsprocedure, og individuel ergonomisk vejledning, og projektet har fået titlen ”Kom igen – også i slagteribranchen”.
Slagteriet i Esbjerg bliver det første slagteri i Danmark, der tilbyder denne type løsning for medarbejderne.

Sikrer tilknytning til virksomheden
Jens Peter Høy Feddersen, der er miljø- og arbejdsmiljømedarbejder på Danish Crown i Esbjerg, har været med til at beskrive projektet. Og han er nu spændt på at følge processen:

-Vores håb er naturligvis, at vi på den her måde kan nedbringe sygefraværet. Vi ved, at mange medarbejdere, der oplever muskelskeletbesvær, faktisk gerne vil vende tilbage til arbejdet. Som det er nu, er det bare sjældent muligt, fordi medarbejderne ikke nødvendigvis kan følge med tempoet på deres normale arbejdsstation. Ved at oprette disse aflastningspladser, sikrer vi medarbejdernes tilknytning til arbejdspladsen – både fysisk, men også socialt, forklarer Jens Peter Høy Feddersen.

Ikke mindst den sociale tilknytning til kollegaerne og arbejdspladsen, ved man, er en vigtigt brik, når det drejer sig om at nedbringe sygefraværet.

Kører frem til april 2013
Fra nytår og frem til 30. juni 2011 skal projektets styregruppe etableres, og der skal udarbejdes projektmateriale og visiteringskriterier- og procedure. Samtidig skal aflastningspladserne opstilles, ligesom pilotperioden vil blive brugt til at foretage testning og tilrettelser.

Projektet skal køre frem til d. 31. marts 2013 og koster 2,6 millioner kroner.

-Det er dyrt at få lavet sådanne aflastningspladser, da alt materialet skal kunne indstilles efter den enkelte medarbejdernes behov, forklarer Jens Peter Høy Feddersen.

I første omgang er målgruppen medarbejdere i pakkeri, skærestue, slagtegang og stald, men hvis det viser sig, at der er kapacitet nok, afviser Jens Peter Høy Feddersen ikke, at projektet kan udvides til også at gælde andre former for sygefravær.

Du kan læse mere om projektet i forbundets Medlemsmagasin substans næste år.