Nyhed

Fokus på fedtafgift

Fødevareforbundet NNF protesterer sammen med bagermestre og Margarine Foreningen mod den kommende afgift. Regeringen justerer, men fastholder selve afgiften.

Af Poul Damgård


Der er fortsat meget fokus på den såkaldte fedtafgift, som regeringen vil gennemføre. I går torsdag havde Fødevareforbundet NNF sammen med Bager- og Konditormestrene i Danmark (BKD) og Margarine Foreningen (MIFU) møde med politikere fra Folketingets Sundhedsudvalg for at forelægge organisationernes indsigelser mod regeringens forslag.


De går ikke mindst på, at afgiften er konkurrenceforvridende, overbureaukratisk, vil betyde tab af job og i øvrigt slet ikke vil virke efter hensigten.


-Det er ærgerligt, hvis indsatsen for at forbedre sundheden ødelægges af, at man vælger en metode, der på den ene side er uvirksom og besværlig og på den anden side sikkert ikke vil få nogen betydning for sundheden. Vi kan frygte, at det vil spærre for en effektiv indsats for at øge sundheden, sagde forbundsformand Ole Wehlast således til politikerne under mødet på Christiansborg.


Forslaget har været til høring, og der er lagt op til ændringer af det oprindelige forslag. Skatteminister Trods Lund Poulsen (V) har således netop erklæret, at afgiften på kød skal differentieres, således at magert og fedt kød ikke bliver belagt med samme afgift.


Hermed har ministeren taget et af de konkrete kritikpunkter til sig. Men altså ikke ændret på det fundamentale om selve gennemførelsen af den omstridte afgift.