Nyhed

Tommelfingeren ned til finanslovsforslag

Besparelser og nedskæringer hjælper ikke det danske samfund ud af den nuværende krise, mener Fødevareforbundet NNF.

Finansminister Claus Hjorth Frederiksen har i dag fremlagt regeringens finanslovsforslag for 2011. Men forslaget vækker mildest talt ikke begejstring i Fødevareforbundet NNF.

Forslaget afspejler regeringens genopretningsplan fra foråret. Det indebærer yderligere besparelser og nedskæringer på områder, der ellers skulle være med til at fremtidssikre Danmark.

Forbundsformand Ole Wehlast konstaterer, at regeringen holder fast i, at regningen for den økonomiske krise skal betales af den almindelige borger. Så i stedet for at sætte gang i beskæftigelsen, byder udsigten for 2011 på yderligere velfærdsforringelser:

- Det er en katastrofe, at regeringens mislykkede krisestyring resulterer i, at mange års indsats for at få øget arbejdsstyrken i løbet af kort tid er sat over styr. Underskuddet på statsfinanserne kan ikke spares væk. Den eneste farbare vej er at øge beskæftigelsen, siger Ole Wehlast.

Han hæfter sig ved, at underskuddet i 2011 ser ud til at blive mindre end i 2010, men har svært ved at se, hvordan finanslovsforslaget hjælper med til at klare de langsigtede problemer:

- Hvis vi skal klare fremtidens udfordringer, så skal vi arbejde mere, og jeg ser ikke i finanslovsforslaget noget, der kan bidrage til det!

Læs mere på finansministeriets hjemmeside