Nyhed

Fokus på de 12 minutter

Tillidsrepræsentant Jonna Nielsen og en lille gruppe fra Tulip i Svenstrup tog til stormøde om at tage Danmark alvorligt. Og blev godt nok klogere på udspillet om de 12 minutter, men synes stadig, der er mange uafklarede spørgsmål.

Af Poul Damgård

En håndfuld medarbejdere fra Tulip i Svenstrup havde taget turen til de 12-13 km tværs gennem Aalborg til Vejgaard Hallen, da LO-fagbevægelsen tirsdag lige efter normal fyraftenstid havde indkaldt til det første af otte regionale stormøder under overskriften ”Tag Danmark alvorligt”.

Sammen med omkring 165 andre nordjyske lønmodtagere kunne de høre LO-formand Harald Børsting og forbundsformand Ole Wehlast lægge op til debat om, hvordan der skabes en ny politisk linje.

Den mulighed var tillidsrepræsentant hos Tulip Jonna Nielsen godt tilfreds med at få. For siden Socialdemokraterne og SF kom med deres fælles udspil, som bl.a. indeholdt sloganet om at arbejde 12 minutter mere om dage, har Jonna Nielsen lige haft nogle spørgsmål.

Hvornår så?
- Vores forbundsformand var med det samme ude at bakke op om dette med at arbejde 12 minutter mere. Men jeg mangler at få at vide, hvad man egentlig vil med det. Hos os har vi haft nedskæringer og fyringer. Vi har så sent som for to år været gået ned i tid. Vi har pukket på folk for, at de skal afspadsere overarbejde. Og så får vi at vide, at vi skal arbejde noget mere! Hvordan hænger det nu lige sammen, spørger Jonna Nielsen, som samtidig synes, hun blev noget klogere på sagen gennem mødet i Vejgaard Hallen.

- Det er ikke lige her og nu, der skal arbejdes mere. Men hvornår så? Ja, når opsvinget kommer. Men hvordan når vi så dertil, spørger Jonna Nielsen.

Et billede på udfordringen
Det drejer en god del af debatten på Aalborg-mødet sig om. Og der nåede at blive rigtig megen debat på de knap tre timers møde.

Ole Wehlast erkender, at det enkle budskab om de 12 minutter ekstra kræver megen forklaring. Og det gjorde både han og LO-formanden da også meget ud af på mødet med de nordjyske lønmodtagere.

- Jeg blev en del klogere på sagen, men jeg synes stadig, der er mange uafklarede spørgsmål, siger Jonna Nielsen.

- Vi skal gøre rigtig meget ud af at forklare, at det ikke drejer sig om at alle lønmodtagere skal arbejde 12 minutter mere om dagen, men det er den gennemsnitlige indsats, der skal til, understreger Ole Wehlast.

Eller som Harald Børsting udtrykte det: - De 12 minutter er billedet på, hvad der er udfordringen, når der kommer gang i hjulene.

Læs mere omfagbevægelsens kampagne på www.tagdanmarkalvorligt.dk