Nyhed

De bedste kollegaer findes på DC Horsens

Der er grund til glæde og stolthed på Danish Crowns slagteri i Horsens. Tillidsrepræsentant Lars Mose og hans kollega Karsten Urup vinder nemlig Danske Døves Landsforbunds arbejdsmarkedspris ”Min bedste kollega” 2010.

At tonen kan være hård og direkte, og at tempoet er højt og uden plads til slinger i valsen, ved de fleste, der har besøgt et slagteri i Danmark. Men hvad gør man så, når man er døv, eller hvis ens sidemand er døv? Man lærer naturligvis tegnsprog. Så logisk hænger tingene sammen for tillidsrepræsentant på Danish Crowns slagteri Horsens Lars Mose.

Sidste forår tog han sammen med sin døve kollega Karsten Urup initiativ til at starte en kursusrække, hvor de hørende medarbejdere på slagteriet blev undervist i tegnsprog af Karsten Urup og Laurids Christiansen. Den indsats, og deres efterfølgende ønske om at fastholde kommunikationen med de døve medarbejdere på slagteriet, sikrer dem nu Danske Døves Landsforbunds arbejdsmarkedspris ”Min bedste kollega” 2010.

Fælles ære
Ifølge Danske Døves Landsforbund var der mange gode kandidater til prisen. Men vinderne blev altså Lars Mose og Karsten Urup, og dommerkomiteen motiverer valget af netop disse to således:

Karsten og Lars er et forbilledligt eksempel på en døv og en hørende kollega, der begge har villet samarbejdet - også udover arbejdet. De har begge lært af hinanden, og får det til at sprede sig.

Lars er som fællestillidsmand en form for "fyrtårn" på sin arbejdsplads; han er et godt eksempel på en kollega, der har sat sig ind i hvilke hjælpemidler, der findes, har tilegnet sig lidt tegnsprog og opfordret andre til det, og det vil sprede sig qua hans centrale placering på en meget stor arbejdsplads.

Omvendt har Karsten i kraft af sin åbenhed, humør og gode kommunikationsevner formået at bidrage til Lars udvikling som kommunikator, hvilket igen kommer alle tilgode, når fællestillidsmanden skal ud med budskaber.

Stolt - ufattelig stolt
Meddelelsen om, at arbejdsmarkedsprisen i år går til Lars Mose og Karsten Urup vækker glæde og stolthed hos de to prismodtagere:

- Jeg er rigtig stolt! Også fordi, at det her kan vise andre, hvor lidt der egentlig skal til for at overkomme kommunikationsproblemer mellem døve og hørende. Det har i hvert fald lært os her på slagteriet, at man ikke skal være bange for at kaste sig ud i at lære tegnsprog, selvom det virker meget fremmed – og selvom man nogen gange får ”sagt” noget helt galt, griner Lars Mose

Da offentliggørelsen af vinderne kom, talte Lars Mose med Karten Urup, og han er mindst lige så glad:

- Hvis jeg er rigtig stolt, så er Karsten rigtig, rigtig stolt. Og det mener jeg også, at han har grund til at være. Han er gået foran og har vist vejen for os andre. Han er meget åben omkring sit handicap, og har ikke ondt af sig selv. Han opsøger selv viden, og er sådan én, man bare får lyst til at lære at kende, siger Lars Mose.

Selve prisen får Lars Mose og Karsten Urup overrakt af Danske Døves Landsforbunds protektor H.K.H. Kronpris Frederik d. 8. september på Amalienborg.