- Jeg kan kun være tilfreds i den her situation.
Sådan lyder kommentaren fra forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast, efter resultatet af forligsmandens afstemning om de samlede overenskomstaftaler for 2010 – 2012 er blevet offentliggjort.
Flertallet for overenskomstaftalerne er blandt andet kommet i hus takket være forbundets høje stemmeprocent. Knap 58 % af de stemmeberettigede har sat deres kryds:
- Jeg vil gerne tillade mig at være stolt af vores medlemmer. Vi har den absolut højeste stemmeprocent, og det er dejligt at kunne konstatere, at vores medlemmer går op i deres arbejdsforhold og tager sig tid til at forholde sig til det resultat, der er blevet fremlagt for dem, siger Ole Wehlast.
Anbefalede et ja
Fødevareforbundet NNFs hovedbestyrelse og forhandlingsudvalgene for de forskellige overenskomstområder har begge anbefalet medlemmerne at stemme ja. Og denne opfordring er blevet fulgt af langt størstedelen af de stemmeberettigede medlemmer:
- 78 % har sat deres kryds ved ja. Det tager jeg som en klar opbakning til forbundets overenskomstforhandlere og til forhandlingsudvalgene. Samtidig forstår jeg godt det lille mindretal, der har stemt nej til forslaget. Det hænger sandsynligvis sammen med, at det som bekendt ikke lykkedes os at forhandle et selvstændigt resultat hjem, men at vi stedet er blevet omfattet af mæglingsforslaget.
Ole Wehlast mener dog fortsat, at mæglingsforslaget er det bedst opnåelige resultat:
- Vi havde nogle historisk svære forhandlinger med en modpart, som stillede helt urimelige ultimative krav. Derfor glæder det mig at kunne konstatere, at vores medlemmer nu får de samme forhold som det øvrige arbejdsmarked. Det kan jeg kun være tilfreds med, fastslår Ole Wehlast.
Et ”ja” på trods
De historisk svære forhandlinger blev mildest talt ikke gjort nemmere af arbejdsgiverne. Blot dagen efter, at mæglingsforslaget blev fremlagt, varslede den administrerende direktør for Danish Crown Keld Johannesen, fyring af knap 600 medarbejdere. I direkte tv lagde han ikke skjul på, at det var mæglingsforslaget, der direkte bar ansvaret for de kommende fyringer, fordi det var fort dyrt for koncernen. Han langede voldsomt ud efter forbundets forhandlere, og anklagede dem for at handle uansvarligt.
- Jeg synes fortsat, at det er Kjeld Johannesen, der er løbet fra sit ledelsesmæssige ansvar, og har forsøgt at tage medarbejderne som gidsler for sin nedskæringsplan. Men jeg kan til min glæde konstatere, at medarbejderne fortsat lytter mere til deres fagforening end til deres arbejdsgiver, siger Ole Wehlast.