Nyhed

Stort bageri på Sjælland lukker

Lantmännen Unibake nedlægger produktionen ved Tølløse i løbet af næste år og uddeler 120 fyresedler.

Heller ikke i denne uge undgår medlemmer af Fødevareforbundet NNF at få den kedelige meddelelse, at deres virksomhed lukker og fyresedlen vinker forude. Denne gang er det Lantmännen Unibake, som er ude med meddelelsen om, at man dropper bageriet i Fristrup ved Tølløse på Midtsjælland, som giver job til 120 medarbejdere, heraf 80 medlemmer af Fødevareforbundet NNF.

Lantmännen Unibake, der er en af Europas største producenter af frosne bageriprodukter og Skandinaviens største leverandør af friskbrød, har England som sit største marked. Og lukningen i Tølløse begrundes med, at koncernen har besluttet at bygge et nyt stort bageri i England, som skal forsyne de britiske forbrugere.

Lukningen, der er bebudet til at ske i løbet af 2010, kommer meget bag på medarbejderne, siger tillidsrepræsentant Sonny Thomsen.

-Vi troede, det kørte på skinner. Der er høj effektivitet og lavt fravær, fortæller Sonny Thomsen. Han har arbejdet på virksomheden i 20, og der mange andre medarbejdere med høj anciennitet.

-Nu gælder det om at få hjulpet folk videre og håbe på, der er nyt arbejde at få, selv om det ikke ser godt ud lige nu, siger Sonny Thomsen.

Den ambition deles af forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF Tage Arentoft.

-Når der trods alt først lukkes i løbet af 2010 giver det os tid til at tage hånd om den enkelte, siger Tage Arentoft.

Forbundet indleder nu forhandlinger med virksomheden om fratrædelsesordninger.

Lantmännen Unibake har seks andre bagerier i Danmark med i alt cirka 500 medarbejdere.