Det er en sorgens dag hos Tulip i Sdr. Borup ved Randers. Kl. 8.30 blev medarbejderne indkaldt til møde, og her faldt den ventede dødsdom: Virksomheden lukkes, og de 170 medarbejdere siges op. Sidste produktionsdag bliver den 4. december.
-Der er en rigtig træls stemning, og der var mange tomme blikke ved mødet, rapporterer afdelingsformand Flemming Hansen fra Fødevareforbundet NNF Østjylland.
Lukningen i Sdr. Borup blev bekendtgjort for knap tre uger siden og er altså nu formelt på plads. 134 af de fyrede er medlemmer af Fødevareforbundet NNF. Tillidsrepræsentant John Møller står i spidsen for den jobbank, der skal forsøge at hjælpe dem videre i arbejdslivet.