Af Poul Damgård
”Vi kan, vi skal, vi vil”. Det forpligtende slogan står malet i sort og rød flammeskrift på en lysgrå bus, der den kommende halve snes dage drager rundt i kongeriget med kurs mod en lang række af de arbejdspladser, som er bemandet med medlemmer af Fødevareforbundet NNF.
Forbundets logo er også meget synligt på bussen, og kigger man indenbords på passagererne, er der heller ingen tvivl om, hvem der er på farten: Forbundsformand Ole Wehlast, næstformand Jens Peter Bostrup og andre centrale personer fra forbundet skal ud og møde medlemmerne og høre deres mening om, hvad der skal på dagsordenen ved de kommende overenskomstforhandlinger med arbejdsgiverne.
Tour OK2010 indledes i dag i den østlige del af landet for så at bevæge sig vestover og runde af i Nordjylland i næste uge. OK-bussens første stop sker midt på Sjælland på et af slagteriområdets store arbejdspladser, Danish Crown i Ringsted, hvor lidt over 1.000 af forbundets medlemmer tjener til det daglige brød.
Herfra går turen til Sydsjælland, nærmere betegnet Haribo i Faxe, hvor 80 medlemmer er med til at give danskerne slik på bordet. Nogenlunde samme antal medlemmer sørger for nydelsesmidler til rygerne hos Nobel Cigars i Nykøbing Falster, hvor forbundsforhandlerne henter inspiration først på eftermiddagen, inden bussen sætter kurs mod Stege på Møn. Her ligger Kelsen-Bisca, hvor godt 300 medlemmer af Fødevareforbundet NNF producerer kager og lignende godter til kaffebordet.
- Jeg ser rigtig meget frem til at komme rundt og møde så mange medlemmer som muligt på deres arbejdsplads, siger en forventningsfuld Ole Wehlast.
- Nærhed og dialog med medlemmerne er noget helt centralt i ”nyt NNF”, og det vil vi gerne vise med denne rundtur. Og så skal vi først og fremmest have input til, hvad medlemmerne forventer af de kommende overenskomster, understreger forbundsformanden.