Af Emilia Maria van Gilse
- Jeg er glad og tilfreds med mit arbejde, men jeg ville gerne have mere fritid.
Sådan lød det hos mange af de medarbejdere, som Fødevareforbundet NNFs forhandlingsfolk mødte på deres rundtur på Nobel Cigars.
Mens der blev sendt skæve blikke til maskinerne, så cigarerne får den form, cigarer skal have, blev overenskomstkravene diskuteret. Og det var ikke første gang ønskerne blev vendt. De fleste af medarbejderne havde i forvejen sat krydser på det skema, som forbundet har udarbejdet.
Og selvom lidt mere i løn aldrig er at foragte, og pensionen også gerne måtte øges, så var medarbejderne rørende enige om, hvad det største ønske er:
- Det vil være dejligt, hvis der var endnu mere plads til personlige valg, så vi selv kan bestemme, hvad vi kunne tænke os; fritid, løn eller pension.
Mere ferie
Flere af dem forbundsformand Ole Wehlast, næstformand Jens Peter Bostrup og forbundssekretær Tage Arentoft snakkede med, ønskede desuden mere fritid:
- Jeg kunne godt bruge nogle feriefridage. Det ville være rigtig dejligt at kunne holde lidt mere fri, sagde en af damerne på rullestuen.
Fællestillidsrepræsentant på virksomheden Charlotte Nielsen nikker genkendende til de kommentarer, hendes kollegaer er kommet med:
- Fritvalgsordningen er en stor succes, som vi er rigtig glade for. Den vil vi gerne have udbygget, siger Charlotte Nielsen.