Af Emilia Maria van Gilse
- Fordi det er os, der sikrer jeres arbejdsvilkår, lød det gentagne gange, når medarbejderne på Haribo spurgte om, hvorfor et medlemskab af Fødevareforbundet er en god idé.
Flere af medarbejderne har valgt at være medlem i andre foreninger, og det var der hovedsageligt kun én grund til: de andre er billigere. Men efter en livlig debat ved bordene i kantinen, gav flere tilsagn om at skifte medlemskab til Fødevareforbundet NNF.
Af de 273 medarbejdere i produktionen er cirka halvdelen af medlemmerne organiseret i Fødevareforbundet NNF.
Tryghed og uddannelse med fuld løn
Inden besøget på virksomheden havde tillidsrepræsentanterne sørget for, at medarbejderne kunne debattere ønskerne til næste års overenskomst ved hjælp af de spørgeskemaer, forbundet har udarbejdet.
Og ved bordene var der ikke nogen tvivl om, hvad der skal være omdrejningspunktet ved næste års forhandlinger:
- I disse tider tæller tryghed højere end noget. Selvom vi egentlig ikke føler, at vores arbejdsplads er lukningstruet, så vil vi rigtig gerne føle, at vi er sikre i vores ansættelse. Det betyder for eksempel også, at vi gerne vil sikres mulighed for videreuddannelse og omskoling, hvis uheldet er ude, siger et medlem.
Og hun understreger, at det skal være med fuld løn – ellers er der ingen, der har råd til at efteruddanne sig.
Fritid
På Haribo var der også flere, der efterlyste kortere arbejdstid:
- Hvis valget står mellem højere løn eller kortere arbejdstid, så vælger jeg kortere arbejdstid, siger et medlem af forbundet.
Også sikring af løn under sygdom er vigtig:
- Der er jo nogle, der bliver syge af det hårde arbejde, og de skal sikres ordentligt, kommenterede et medlem.
Samme medlem så også gerne, at der bliver taget ordentlig hånd om tillidsrepræsentanterne og sikkerhedsrepræsentanter, der skal have ordentlig uddannelse og arbejdsvilkår.
Og det er kun medlemmerne af Fødevareforbundet NNF, der er med til at betale til de tillidsvalgte. Igen et godt argument for at melde sig ind i forbundet.
Hjælper på tillidsrepræsentantens arbejde
Der er to tillidsrepræsentanter på virksomheden, og den ene, Per Hjorth, er slet ikke i tvivl om, at et besøg af Fødevareforbundet NNFs OK-bus er en rigtig positiv ting for medarbejderne:
- Det er vigtigt, at forbundet er synligt. Jeg er helt sikker på, at nogle af dem, der i dag ikke medlemmer af forbundet, tænker sig om en ekstra gang, sig Per Hjorth.
Han er tilfreds med, at forbundet på den måde viser flaget!