Af Emilia Maria van Gilse
At Danish Crown vil reducere i lønomkostningerne er ikke nogen nyhed. Men hvorfor er det i medarbejdernes løn, at reduktionen skal ske? Da Fødevareforbundet NNFs OK-bus lægger vejen forbi slagteriet i Sæby har medarbejderne en lang række gode ideer til, hvordan man for alvor kan skære i lønomkostningerne:
- Hvis vi kan erstattes af billig polsk arbejdskraft, så kan direktionen vel også! Og helt ærligt, så tror jeg, at andelshaverne vil få mindst lige så meget ud af at erstatte ledelsen med polske kolonnearbejdere, som at sætte os ned i løn, konstaterer en medarbejder på DC Sæby.
Det giver anledning til munterhed omkring frokostbordet, men kollegaerne nikker anerkendende, og under overfladen ligger alvoren. For medarbejderne er dybt frustrerede over at skulle betale prisen for ledelsens økonomiske problemer og fejlslagne politik.
En 2-årig overenskomst med sikring af reallønnen
Medarbejderne opfordrer forbundet til at gå efter en 2-årig overenskomst, og så skal lønnen ikke sættes ned:
- Jeg regner ikke med, at vi kommer ud med hverken en lønnedgang eller en nul-løsning. Vi skal i det mindste sikre jer en reallønstigning, der opvejer inflationen, slår næstformand Jens Peter Bostrup fast.
Ifølge reservetillidsrepræsentant for de små 900 ansatte på virksomheden Magnus Madsen fylder de kommende overenskomstforhandlinger ikke meget i den daglige debat. Det gør til gengæld de opsagte lokalaftaler og den konstante frygt for fyring eller lukning. Alligevel er det fint, at Fødevareforbundet NNFs Ok-bus kommer forbi:
- Det er rigtig godt for kollegaerne, at de får mulighed for at møde deres forbund face-to-face. Så de kan se, at I er der, og tager dem alvorligt, forklarer Magnus Madsen.