Nye tal viser, at ledigheden er steget med hele 97 % siden andet kvartal 2008. Det kalder på politiske initiativer, mener Fødevareforbundet NNF
Af Emilia Maria van Gilse
At ledigheden er stigende, kommer nok ikke som en overraskelse for nogen. Alligevel lyder det voldsomt, når det kommer stort på hvidt, at ledigheden er steget med hele 97 % i løbet af blot 12 måneder. Det betyder altså med andre ord, at der er næsten dobbelt så mange uden arbejde nu, som der var i andet kvartal af 2008.
Det er Danmarks Statistik, der har kigget på tallene, og overfører man procentsatserne til kød og blod, så er der nu 177.000 danskere uden job. Og i det tal er indeholdt både ”fuldtidsarbejdsløse”, deltidsarbejdsløsesamt dagpenge – og kontantmodtagere. I alt står 6 % af arbejdsstyrken nu uden job.
Ifølge Danmarks Statistik er der især kommet flere dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere siden 2008.
Krav om politisk handling
Også flere medlemmer af Fødevareforbundet NNF er blevet ramt af ledighed i det forgangne år. Ved udgangen af andet kvartal i år, var 5,4 % af Fødevareforbundet NNFs medlemmer ledige. Og med de sidste dages virksomhedslukninger og fyringer, ser det tal ikke ud til at være dalende…
Forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast mener, at der må politisk handling til:
- For mig at se, kan politikerne trække ét godt op af lommen, nemlig en vækstpakke til erhvervslivet. Der er simpelthen behov for at give virksomhederne i Danmark en hjælpende hånd, så de igen kan få gang i produktionshjulene.
Og så vurderer Ole Wehlast, at den stigende ledighed vil spille en væsentlig rolle ved forårets overenskomstforhandlinger:
- Når flere og flere danskere risikerer at miste deres arbejde, så har vi som faglig organisation sammen med arbejdsgiverne et ansvar for at hjælpe dem videre. Ord som tryghed og uddannelse vil derfor få særlig vægt ved de kommende forhandlinger, siger Ole Wehlast.