En direkte mail-adresse, hvor medarbejderne kan komme med deres forslag til, hvordan Danish Crown kan spare 1,6 milliarder - heraf 600 millioner i lønomkostninger.
Det er Danish Crowns bud på, hvordan medarbejderne kan blive inddraget i den proces, som ledelsen med sin DC Future plan har besluttet skal gennemføres.
Og selvom tillidsrepræsentanterne kan kun være enige i, at det er en ganske fornuftig og naturlig strategi at inddrage medarbejderne, så har de ingen problemer med at få armene ned:
- Det er simpelthen for dårligt, at ledelsen springer over alle de samarbejdsorganer vi har, og går udenom tillidsrepræsentanterne og direkte til medarbejderne. Vi har et Koncern Samarbejdsudvalgsmøde i næste uge. Det havde godt nok været mere logisk, hvis de havde taget det op der, lyder kommentaren fra tillidsmand på DC Horsens Lars Mose.
Han mener, at det havde klædt Danish Crown at lancere sin nye strategi internt, frem for på deres hjemmeside, uden at informere tillidsrepræsentanterne.
Ugennemtænkt
Heller ikke tillidsrepræsentant på DC Esbjerg Tom Jensen er synderlig imponeret over Danish Crowns seneste tiltag:
- Jeg tror overhovedet ikke, at de har overvejet konsekvenserne af deres idé. Hvordan skulle en direkte mail-box sikre, at medarbejderne bliver hørt? Har de tænkt sig at fremlægge alle de forslag, medarbejderne sender ind? Eller vælger de den nemme løsning og sletter alle de forslag, de ikke bryder sig om, og arbejder kun videre med dem, der ligger i tråd med deres egne ideer?
Han frygter, at mail-boxen kan få den meget kedelige sideeffekt, at tillidsrepræsentanternes rolle bliver undergravet. Og det vil bestemt ikke komme medarbejderne til gode i den nuværende situation.
Endnu et udtryk for topstyring
Også tillidsrepræsentant på DC Blans Brian Vestergaard er skeptisk:
- Signalet er jo fint nok. Men at lytte til medarbejderne, burde jo sådan set være udgangspunktet. Det er lidt svært at blive imponeret over. Vi har hele tiden villet samarbejde, men ledelsen har ikke en eneste gang lyttet til det, somvi er kommet med. De bidrog kun til samarbejde, da det var til deres fordel.
Han finder det utilfredsstillende at kommunikationen indtil nu kun har bevæget sig én vej – oppefra og ned. Og han tvivler på, at en mail-box vil ændre på det.
Forsvundne forslag
Det der undrer tillidsrepræsentanterne allermest er, at det på ledelsen virker som om, at det først er nu, at tillidsrepræsentanter og medarbejderne vil begynde at tænke i løsningsmuligheder.
- Vi har jo på intet tidspunkt bare sagt ”nej!”. Vi er kommet med en lang række forslag til besparelser, der er bare ikke blevet lyttet, siger Brian Vestergaard.
Også Lars Mose undrer sig over, at ledelsen mener, at det er nødvendigt at starte fra bunden:
- Ugen efter Danish Crowns ledelse fremlagde DC Future, fremlagde tillidsrepræsentanterne vores 9-punktsplan. Hvis den er blevet væk et sted på direktionsgangen, sender vi den meget gerne til dem igen, tilbyder Lars Mose.
Læs om tillidsrepræsentanternes plan her:
Danish Crowns tillidsfolk: Fohandling nu!
Læs om Danish Crowns nye tiltag her:
Danish Crown lytter til medarbejderne