Nyhed

”Ny” landsklub for bagere og møllere

Godt 1.100 medlemmer i Bager/Møllerlandsklubben, som gerne vil have flere med.

Af Poul Damgård


Weekenden bød på en nyskabelse i Fødevareforbundet NNF: Bager/Møllerlandsklubben af 2009 blev dannet ved en fusion mellem to hidtidige landsklubber med det formål at koordinere interesserne for de ansatte på biscuitvirksomheder, industribagerier og møllerier.

Den nye landsklub dækker godt 1.100 medlemmer på 17 virksomheder. Og målet er at få endnu flere med i samarbejdet, fortæller landsklubbens formand Anette Sønderby Larsen, der er tillidsrepræsentant hos DCI A/S i Nørre Snede.

Anette Larsen nævner erfaringsudveksling og drøftelse af nye ideer som rygraden i landsklubbens arbejde.

-Man kan lære meget af andres måde at gøre tingene på, frem for bare at hænge fast i, hvordan man gør på sin egen virksomhed, siger landsklubformanden.


Næstformand i klubben er Morten Hansen, mens Berit Neigaard er kasserer. Til følgegruppen for det fødevareindustrielle område udpegede den stiftende generalforsamling SonnyThomsen og Kim Blicher.