Nyhed

Slagtere donerer penge til syge børn

30 børn, der alle lider af livstruende sygdomme, får onsdag den 7. oktober opfyldt deres inderste og vildeste ønsker. Det sker, når den fond, som de nu fyrede slagteriarbejdere på Danish Crown i Holstebro, står bag, uddeler 450.000 kr.

Af Claus Gjedsig.

Jørgen Christensen, der er tidligere fællestillidsmand på Danish Crown i Holstebro og nuværende bestyrer af jobbanken, sidder i fondens bestyrelse. Helt nøjagtig hedder den ”Hjælpefonden For Ansatte På Danish Crowns Slagteri I Holstebro”.

- Fonden blev oprettet af direktør F.S. Jacobsen, da slagteriet blev startet i 1954 og hed Holstebro Svineslagteri. Jacobsen var en mand, der tænkte meget på sine ansatte, og var foregangsmand med sociale goder og bedre arbejdsforhold. Medarbejdere, som eksempelvis var langtidssyge, kunne søge økonomiske midler, gerne omkring 2000 kr., fortæller Jørgen Christensen.

Da Danish Crown lukkede slagteriet i Holstebro, stod der 450.000 kr. i fonden.

- Fondsbestyrelsen har besluttet, at 420.000 kr. skal skænkes til Ønskefonden, der hjælper børn med livstruende sygdomme med at få opfyldt deres største ønsker. Vi har fået en ønskeliste fra 30 børn, som nu alle bliver påtænkt. Det er dog ikke fondsbestyrelsen, der bestemmer, hvem, der skal have hvad. Det er lagt i hænderne på Ønskefonden. Men vi er sikre på, at de 30 børn bliver betænkt. Desuden doneres der 30.000 kr. til Multihuset i Holstebro til en ny bålplads.

- Vi er utroligt glade for, at disse penge nu kommer de syge børn til gode. Deres ønsker er meget forskellige. Alt fra en computer til rejser, siger Jørgen Christensen.

Børnene vil selv være til stede, når de mange penge overrækkes. Det sker på Hotel Schaumburg i Holstebro, der sponserer receptionen.