Sagen om kødfusk i danske supermarkeder har kostet en række medarbejdere jobbet. Men de to, der indtil nu er gået til deres fagforening med fyringerne, har fået opsigelserne trukket tilbage.
Det er følgen af en aftale, som Fødevareforbundet NNF’s afdeling for Sjælland og Øerne i går torsdag på vegne af de to medlemmer indgik med ledelsen for SuperBest, som i særlig grad er i uheldigt fokus for ommærkning af kødvarer.
Parterne har i forliget aftalt at holde lav profil over for pressen. Men administrerende direktør i SuperBest Frank Sørensen siger i dag følgende til Ekstra Bladet:
-Slagtersvendene fortalte, de var blevet instrueret af deres mester til at ommærke kødet. Derfor har vi nu valgt at trække fyringerne tilbage. Vi mener ikke, de kan stilles til ansvar for, hvad der er foregået i butikkerne. Der er ingen tvivl, at det er slagtermestrene, der har ansvaret. Men vi har valg at give de to slagtersvende en advarsel, fordi de har gjort noget ulovligt.
De to genansatte slagtersvende er beskæftiget i henholdsvis Roskilde og Hvidovre. De øvrige opsagte medarbejdere i SuperBest er slagtermestre med ledelsesansvar, somikke er medlemmer af Fødevareforbundet NNF.
-Vi tager naturligvis dybt afstand fra, at vores medlemmer bliver pålagt at begå ulovligheder. Men vores medlemmerne har også selv har et ansvar for ikke at begå noget ulovligt. Sker det, er det bare med at henvende sig til fagforeningen, siger faglig sekretær i Fødevareforbundet NNF for Sjælland og Øerne Frans Lerche Biessy.
Han er ikke i tvivl om, at det for de to genansatte medlemmer var fagforeningens inddragelse, der fik arbejdsgiveren til at trække opsigelserne tilbage.