Nyhed

Blandet valg til NNF’ere

For nogle har det været en fremragende uge, mens andre har måttet erkende nederlag. 12 NNF’ere stillede op ved kommunal- og regionsvalget. Fire blev valgt. (opdateret d. 23/11-09).

Det er dagen derpå for de 12 NNF’ere, der var opstillede til gårsdagens kommunal- og regionsvalg. To kandidater er indtil videre sikre på at kunne sætte sig i byrådssalen fra januar 2010. Det drejer sig om Jan Toft, der stillede op for Socialdemokraterne i Åbenrå:

- Genvalgt - sådan! Jeg er stolt over at have fået 13 % af de afgivne lokalstemmer i Bylderup og som det ser ud nu, så er jeg nummer 9 af 14 mulige, lyder den umiddelbare kommentar fra Jan Toft.

Også i Ringsted jubles der. Her har Lisbeth Andersen opnået genvalg for Socialdemokraterne:

- Jeg er blevet genvalgt til Ringsted Byråd som nr. 2 socialdemokrat. Jeg fik 396 personlige stemmer, og er dermed den med sjette flest personlige stemmer i byrådet. Desværre fik vi ikke en socialdemokratisk borgmester, og vores parti har mistet et mandat, så det er rigtig øv! Men jeg er glad for mit personlige valg.

Efter to dages optælling står det desuden klart, at også Peter Kay fik stemmer nok til at få plads i Regionsrådet for Hovedstaden, og Per Andesen blev genvalgt til byrådet i Horsens.

Forbundsformand Ole Wehlast glæder sig over de flotte valg, og sender sine lykønskninger til Jan Toft,Lisbeth Andersen, Peter Kay og Per Andersen.Samtidig glæder han sig over det flotte valg til rød blok:

-Jeg har set tal, der viser, at rødblok har fået borgmesterposten i 53 kommuner. Det er rigtig positivt, og kommer forhåbentlig vores medlemmer til gode, siger Ole Wehlast.

Bagsiden af medaljen
Samtidig viser tallene dog også, at det ikke er Socialdemokraternes fortjeneste, at rødblok har fået et fint valg:

- Det er næsten ikke til at holde ud, at Socialdemokraterne igen er gået tilbage. Det er simpelthen ikke godt nok, at partiet gang på gang går tilbage blandt vælgerne. Der ligger en stor opgave i, at forklare vælgerne, at det er Socialdemokratiet, der er garanten for et velfærdssamfund for alle, siger Ole Wehlast.

Og Socialdemokraternes tilbagegang har kostet dyrt blandt de NNF’ere, der stillede op. Det gælder blandet for Peter Uno, der stillede op i Thisted. Han var snublende tæt på at få sæde i byrådet:

- Det gik ikke helt. Jeg manglede 14 stemmer for at blive valgt, så jeg prøver måske igen næste gang, siger Peter Uno.

Han kan dog glæde sig over at være blevet valgt som første suppleant, så muligheden for at påvirke lokalpolitikken i Thisted er stadig til stede.

Også Finn Ladegaard (Varde), Henrik Tonnesen (Allerød), Irene Askengren (Holbæk), Georg Miksa (Halsnæs), Mikael Toft (Vesthimmerland), Jens Michael Lemvigh (Rødovre) og Lars Langhoff Madsen (Slagelse)fik for få stemmer til at få plads i deres respektive byråd.