Nyhed

Indfør pant på smågrise

Omkring 100 personer har valgt at bruge deres mandag på at protestere mod Danish Crowns beslutning om at lukke slagteriet i Holstebro. Fødevareforbundet NNF vil stoppe landmændenes eksport af svin til udlandet. Forbundet foreslår derfor, at der indføres pant på smågrisene – og landmændene får kun panten udbetalt, hvis de lader svinene slagte i Danmark.

På dagens stormøde i Holstebro talte blandt andre forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast. Han slog fast, at landmændenes stigende eksport af smågrise og slagtesvin til udlandet har vidtrækkende konsekvenser for Danmark. Ikke alene koster det danske arbejdspladser, det efterlader også Danmark med al gyllen og forureningen, mens de økonomiske gevinster ender i de udenlandske statskasser.

Opgaven er derfor at udvikle en metode, der sikrer, at danske svin bliver til danske arbejdspladser. Og løsningen ligger lige for:

Omkring 100 mennesker var mødt for at vise deres utilfredshed med slagterilukningerne.

-Mit forslag er ganske enkelt. Når der fødes en gris i Danmark, så skal der deponeres et beløb – en pant – der bindes, og først kommer til udbetaling – eller tilbagebetaling – når grisen leveres til et dansk slagteri. De beløb, der ikke tilbagebetales til producenten, fordi grisen sendes levende ud af landet, vil jeg foreslå indgår i en fond, der skal have til formål at yde tilskud til en forøget anvendelse af moderne teknologi til at løse gylleproblemerne.

Ifølge Ole Wehlast betyder forslaget, at landmændene får et økonomisk incitament til at lade de svin, der er født i Danmark, blive slagtet i Danmark. Og vælger landmændene på trods af det økonomiske incitament at eksportere levende grise, så vinder det danske samfund alligevel, idet panten går til at udvikle miljørigtig teknologi, der kan gøre Danmark til en førende nation, når det handler om at behandle gylle på en bæredygtig måde.

Socialdemokraternes fødevareordfører Bjarne Laustsen, der også deltager i dagens stormøde, bakker op omkring forslaget.

Læs hele Ole Wehlast tale her