Nyhed

Første fyringer på slagteriet i Rødding

De første 75 slagteriarbejdere på Danish Crown i Rødding modtog torsdag deres fyresedler. Det drejer sig om hele aftenholdet. Deres sidste arbejdsdag bliver den 8. maj.

- Vi er i en mærkelig situation, fordi der ikke er sat en dato på lukningen af slagteriet. Men vi ved den kommer. Derfor har de 75 kolleger fået deres opsigelser nu, siger fællestillidsmand Niels Henrik Sørensen.

Varslingen om lukningen af slagteriet i Rødding kom den 17. februar, samtidig med, at der blev givet meddelelse om lukning af slagteriet i Holstebro og fyring af 90 slagteriarbejdere i Esbjerg.

- Det er voldsomt frustrerende, at der ikke er sat en dato på den endelige lukning. Det skaber uvished, og det er det værste, der kan ske. Med en lukke-dato ville vi have noget at forholde os til, siger Niels Henrik Sørensen, der ikke er enig i den beslutning, der er taget om at lukke slagteriet i Rødding.

- Vi har rationaliseret, moderniseret, lavet nye arbejdsgange og meget andet, så slagteriet blev så rentabelt, som muligt. Eksempelvis er vi gået fra enkeltmandsakkorder til båndakkorder. Men det har åbenbart ikke været nok.

Da dødsdommen over slagteriet i Rødding blev afsagt den 17. februar var der 292 NNFere ansat. Flere har dog allerede forladt slagteriet, fordi de har fundet nyt arbejde, blandt andet på slagterierne i Brørup og Blans.