Nyhed

153.000 for uretmæssig fyring

Slagtermester skal betale et medlem af Fødevareforbundet NNF knap 153.000 for uretmæssig fyring. Det er nemlig fortsat ulovligt at fyre kvinder på grund af graviditet.

-Endnu en sejr for ligestillingsloven!

Sådan betegner forbundskonsulent i Fødevareforbundet NNF Birger Pedersen retten i Helsingørs afgørelse i sagen mellem medlem af Fødevareforbundet NNF Carina Martens og slagtermester Tove og Ole Bagger ApS.

Carina Martens havde arbejdet som butiksslagter i Tove og Ole Baggers slagterbutik i knapt et år, da hun opdager, at hun er gravid. Allerede fra første graviditetsundersøgelse oplever hun problemer med sine arbejdsgivere. De lader hende kun modvilligt få fri, og da hun skal scannes et par uger senere, sker det under protest fra arbejdsgiverne, der kun lader hende holde fri, hvis hun møder op på arbejdet inden undersøgelsen, og kommer tilbage igen efter undersøgelsen.

Samtidig lider hun af vand i kroppen og har svært ved at holde til sit arbejde. Hendes læge anbefaler hende at lave en aftale med arbejdsgiveren om flere pauser, og slår fast, at hun ikke må løfte tunge ting. Carina oplever ikke, at arbejdsgiverne ønsker at tage hensyn til hendes graviditet, og hun har det nu både fysisk og psykisk dårligt.

Carinas læge erklærer hende delvis uarbejdsdygtig, og dagen efter det lægebesøg, sygemelder Carina sig. Det får straks arbejdsgiverne til at kræve en lægeerklæring. Carina kontakter sin læge, der anbefaler hende at kontakte sin fagforening, da det ikke er kutyme at kræve lægeerklæring allerede fra 1. sygedag.
Af erklæringen fremgår det, at Carina er blevet delvist sygemeldt, og arbejdsgiverne forventer derfor, at Carina møder op på arbejdet. Men Carina har det skidt - ikke mindst med den situation, hun er havnet i. Tove og Ole Bagger beslutter i samråd med arbejdsgiverforeningen Danske Slagermestre, at sende hende et brev, hvori de beder hende kontakte arbejdspladsen for at aftale det videre forløb. Men Carina har det fortsat dårligt, og kontakter derfor ikke arbejdspladsen.

Tove Bagger kontakter igen Danske Slagtermestre, og direktøren for arbejdsgiverforeningen Torsten Buhl, anbefaler nu Tove Bagger at sende Carina et anbefalet brev, hvori det fremgår, at ansættelsesforholdet er ophørt, fordi Carina Martens er udeblevet fra sit arbejde – Tove og Ole Bagger skal altså henholde sig til overenskomstens § 8. Det råd vælger de at følge, og Carina bliver dermed fyret.

Organisationsretten
Men Ole og Tove Bagger havde nok gjort klogt i ikke at følge det råd.

Retten i Helsingør skriver nemlig i sin afgørelse, at den ikke mener, at Ole og Tove Bagger har kunnet bevise, at fyringen af Carina Martens ikke havde noget med hendes graviditet at gøre.

Når det gælder fyringer af gravide medarbejdere, skal arbejdsgiverne kunne bevise, at fyringen ikke er begrundet af kvindes graviditet. Og den bevisbyrde har Ole og Tove Bagger ikke kunnet løfte. Derfor skal Ole og Tove Bagger betale Carina løn i opsigelsesperioden samt seks måneders løn.

Birger Pedersen glæder sig over, at det nu igen bliver slået fast, at man ikke må fyre gravide. Samtidig er han dog chokeret over den rådgivning Danske Slagtermestre har givet Ole og Tove Bagger:

-Jeg mener, det er uhørt, at en arbejdsgiverforening ligefrem anbefaler deres medlemmer at fyre medarbejdere på baggrund af § 8 i overenskomsten. Og i den pågældende sag, er det skudt helt ved siden af. Der var intet som helst grundlag for en § 8 fyring – hvilket retten også påpeger.

Danske Slagtermestre har besluttet at anke rettens afgørelse.