Der arbejdes fortsat ihærdigt på at få genåbnet slagteriet Danish Meat Company i Vrå, der gik konkurs og lukkede i december 2008, og 150 slagteriarbejdere mistede deres job.
- Der er håb for slagteriet. Det ser ikke sort ud. Ejerkredsen arbejder ihærdigt på enten at sælge slagteriet eller finde en form, hvor de selv kan køre videre. Vi har haft meget seriøse møder med eventuelle købere, men desværre er det ikke blevet til noget – endnu, siger talsmand for slagteriet, advokat Anker Laden-Andersen fra advokatfirmaet Hjulmand og Kaptain i Frederikshavn.
Seneste skridt er, at slagteriet nu er udbudt til salg internationalt.
- Ejerne garanterer, at en meget stor del af leverancerne af svin er intakt, og er klar til at levere til slagteriet. Men det sker jo ikke fra den ene dag til den anden. Der er mange ting, som skal være hundrede procent på plads. Derfor er jeg også nødt til at være tilbageholdende med konkrete oplysninger. Det værste, der kan se er, at der bliver spredt en masse rygter i branchen.
- Havde vi ikke haft finanskrisen, så tror jeg på, at slagteriet allerede havde været i gang igen, siger Anker Laden-Andersen.
- Kan ejerne selv starte igen?
- Det er en mulighed, men så skal det ske efter et ændret koncept, blandt andet gennem et samarbejde med en større organisation om salgsarbejdet. Det var her, der svigtede, og som var den direkte årsag til lukningen. I første omgang har vi givet projektet et år, men jeg tror på en endelig afklaring i løbet af sommeren, siger Anker Laden-Andersen.
Afdelingsformand John Christiansen, Fødevareforbundet NNF Nordjylland, er utrolig glad for de positive signaler.
- Sådanne meldinger gør mig rigtig glad, for Danish Meat Company var alle tiders alternativ til de store. Det vil betyde rigtig meget for vores ledige medlemmer i Vendsyssel at slagteriet åbner igen, siger John Christiansen.