Nyhed

Masser af millioner at spare på kødkontrol

40 procent af udgifterne er overflødige og kan spares på bedre styring og organisering, siger rapport. Det ryster forbundsformand Ole Wehlast, som kræver handling nu

Der er masser af millioner at spare på slagteriernes kødkontrol. Uden at det går ud over sikkerheden.

Det konkluderer revisionsfirmaet PriceWaterhouseCoopers i en rapport, som er udarbejdet til Fødevareministeriet. Faktisk mener revisionsfirmaet, at en bedre styring og organisering kan spare slagterierne for hele 40 procent af udgifterne til Kødkontrollen, svarende til omkring 180 millioner kroner årligt.

Formanden for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, er rystet over rapporten.

-- Det er helt uacceptabelt, at der er så ringe en omkostningsbevidsthed hos en kontrollerende myndighed. Den burde være lige så effektiv som de virksomheder, den kontrollerer. Det er til stor skade for vores for vores konkurrencedygtighed at myndighederne påfører produktionen den slags unødige omkostninger, siger Ole Wehlast.

Slagterierne og forbundet har været fælles om en kritik af udgifterne til kødkontrollen, som har været voksende de senere år, selv om antallet af slagtninger er faldet. Derved er kontrolomkostningerne i Danmark blevet væsentlig større end i for eksempel Tyskland, hvor en stadig større andel af de danske svin nu slagtes.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) lancerede da også sidst i 2008 en handlingsplan for kødkontrollen, som skulle give årlige besparelser på 25 procent eller 113 millioner kroner. Nu peger rapporten så på, at det tal kan forøges med hen ved 70 millioner kroner.

Ifølge rapporten er der også brug for en mere ensartet kontrol, hvor der i dag er stor forskel på, hvordan kontrollen gribes an af myndighedernes medarbejdere på de enkelte slagterier.

- Jeg kan ikke kraftigt nok opfordre til, at ministeren straks går i gang med at gennemføre den omlægning og opstramning af ledelsen af kødkontrollen, som rapporten anviser. Vi kan ikke længere se på, at ineffektiv kødkontrol medvirker til at vores medlemmers job bringes i fare, siger Ole Wehlast.

Til Morgenavisen Jyllands-Posten siger fødevareministeren, at det er hendes plan at hente så stor en del af potentialet for besparelser i rapporten som overhovedet muligt.