Nyhed

Bagersvend snydt for 40.000 kr.

Bagersvend Ib Møller, 49, har nu ventet i snart et halvt år på at få et løntilgodehavende på omkring 40.000 kr. Det tager hårdt på ham psykisk, men nu håber han at få sine penge. Fødevareforbundet NNF har begæret bagermesteren konkurs.

Ib Møller var en af de heldige, der hurtigt fik arbejde, da Danish Crown lukkede deres slagteri i Skive sidste år og sendte flere hundrede slagteriarbejdere på gaden. Han havde da arbejdet på slagteriet i 23 år, men kunne gøre brug af sin uddannelse som bager.

- Jeg blev kontaktet af CV Vikar fra Fredericia. Vikarbureauet kunne skaffe mig arbejde som bagersvend i Øster Jølby Bageri på Mors hos bagermester Erik Drejer. Det var næsten for godt til at være sandt. Jeg vidste jo, hvordan mine gode kolleger fra slagteriet løb panden mod en mur, når de søgte nyt arbejde, fortæller Ib Møller.

Han startede i bageriet i Øster Jølby den 1. juli sidste år, men allerede efter tre uger blev han enig med bagermester Erik Drejer om, at det var bedst, at han blev ansat uden om vikarbureauet.

- Erik Drejer kører to bagerier. Et i Øster Jølby og et i Nr. Vorupør. Jeg skulle arbejde i Øster Jølby, men skrev min kontrakt under i Nr. Vorupør, fordi det var lettest, når ”papirerne nu lå der”, som bagermesteren udtrykte det.

På det tidspunkt var der tre svende og mester selv i bagerierne.

Men en dag i efteråret 2008 nedbrændte bageriet i Nr. Vorupør og Ib Møller fik sin opsigelse. Der skulle skæres ned. Opsigelsen skulle træde i kraft den 12. december.

- Allerede på det tidspunkt havde jeg flere gange haft problemer med at få min løn udbetalt den 1. i hver måned. Jeg måtte rykke hver gang, og bagermesteren lovede, at det nok skulle gå i orden. Jeg pointerede da også en dag over for ham, at det var meget vigtigt, at jeg fik min løn til december til tiden. Jeg skulle betale termin og julemåneden er jo dyr i forvejen.

Men Ib Møller fik ikke sin løn udbetalt den 1. december. Eller i ugen efter.

- Erik Drejer lovede og lovede, at det nok skulle gå i orden. Han manglede blot en accept fra sin forsikring, der behandlede sagen efter branden.

Faglig sekretær Poul B. Andersen og Ib Møller er enige om, at bagermester Erik Drejer har en dårlig sag

- Jeg havde jo aldrig arbejdet i bageriet i Nr. Vorupør. Det var kun på papiret, jeg var ansat der. Hele situationen var uoverskuelig. Blandt andet måtte jeg i min bank for at forklare, at der manglede en månedsløn, men at den var på vej. Jeg skulle have et overtræk. Og det er altså ikke særlig sjovt at stå i banken med hatten i hånden. Det er meget ydmygende, fortæller Ib Møller, der tog sagen med til faglig sekretær i Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland Poul B. Andersen.

- Det var lidt af en kamp. Jeg havde utrolig svært ved at få udleveret min ansættelseskontrakt og kopier af mine lønsedler.

Sagen har kørt den fagretslige vej, men faglig sekretær Poul B. Andersen siger, at vejen har været brolagt med masser af problemer. Eksempelvis har man i forløbet været til mæglingsmøde med BKD, hvor Erik Drejer fik påbud om at indbetale de omkring 40.000 kr. det drejer sig om. Foruden løn var der nemlig heller ikke indbetalt til pension og feriepenge.

- Nu er vores tålmodighed slut. Gennem Fødevareforbundets advokat har vi indgivet begæring om konkurs mod Erik Drejer, så der bliver mulighed for at rejse krav over for Lønmodtagernes Garantifond. Vores medlemmer kan ikke være tjent med sådanne sager, der trækker ud i halve og hele år.

En ting for Ib Møller er, at han selv må betale for overtrækket i banken og må vente så længe på at få de penge, han har krav på. Noget andet er det psykiske pres.

- Jeg har det rigtig dårligt og bruger rigtig meget tid på at tænke på sagen og fremtiden i det hele taget, siger Ib Møller, der opfordrer kolleger til at få det økonomiske helt på plads, når de begynder på en ny arbejdsplads.

- Og tjek så bagermesteren, inden I siger ja til nyt job. Nogle er ikke helt fine i kanten. De oplysninger kan man få i fagforeningen, siger Ib Møller, der stadig er ledig.