Nyhed

1.maj: Samarbejde mod social dumping

Markedskræfterne skal reguleres, fastslog forbundsformand Ole Wehlast i sin 1. maj-tale.

Forbundsformand Ole Wehlast havde behovet for internationalt samarbejde som den røde tråd i sin 1. maj-tale, da han indledte dagen med et morgenmøde hos Socialdemokraterne på Østerbro.

Formanden for Fødevareforbundet NNF maner til kamp mod den sociale dumping, som medfører, at danske slagteriarbejdere mister deres arbejde, fordi stadig flere danske svin sendes til slagtning i Tyskland, hvor underbetalt polsk arbejdskraft har overtaget en stor del af arbejdet.

- Uden reguleringer og justeringer af markedskræfterne fordeles fordelene ved den fri handel skævt, fastslog Ole Wehlast.

Han vil bruge sin nyerhvervede post som præsident for halvanden million europæiske levnedsmiddelarbejdere til at tage den udfordring op.

-Vi skal understøtte mulighederne for at opbygge stærke faglige organisationer i lande som Polen og Litauen. For slet ikke at tale om de mange lande, der sender bunker af billige produkter ind på vore markeder. De billige produkter, som vi alle nyder godt af, er i sidste ende ofte et resultat af en grov udnyttelse af arbejdskraften, sagde Ole Wehlast.

Han talte varmt for betydningen af samarbejdet mellem Fødevareforbundet NNF og Socialdemokraterne. Også i relation til EU.

- Der er jo valg til EU-parlamentet den 7. juni. Så der er over en måned til at granske kandidaternes holdning til social dumping og andre mulige uheldige sider af kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed. Jeg har tillid til, at de socialdemokratiske kandidater vil stå sig godt ved en sådan granskning, mente Ole Wehlast.

Hans 1. maj- program omfatter udover morgenmødet på Østerbro besøg og taler i Greve, Ishøj og på Bornholm. Her besøger han et landbrug med svineproduktion ved Aakirkeby, inden han går på talerstolen ved et arrangement i Rønne.