Nyhed

Urimeligt pres på slagteriarbejdere

Tillidsfolkene tager til genmæle over for udmeldinger om lønniveau og er harme over opsigelse af lokalaftaler.

- Det er ikke særlig sjovt at være slagteriarbejder lige nu!

Konstateringen kommer fra Hans Søgaard, som er formand for tillidsmandskollegiet hos slagterikoncernen Danish Crown. Og som heller ikke synes, det er voldsomt fornøjeligt at være tillidsrepræsentant for danske slagteriarbejdere for tiden.

- Danish Crown fokuserer urimeligt hårdt på slagteriarbejdernes løn. Det er som om, man prøver at spille medarbejderne på de enkelte virksomheder og vi tillidsrepræsentanter ud mod hinanden. Det bliver ikke gjort i direkte ord, men det ligger i det, der spilles ud med, siger Hans Søgaard.

Han og de øvrige tillidsfolk er meget utilfreds med de meldinger om slagteriarbejdernes lønniveau, som kommunikeres fra slagterierne. I en udtalelse fra et tillidsmandsmøde kaldes det ”grænsende til det uanstændige”, når det meldes ud, at en slagteriarbejder tjener over 240 kroner i timen – i og med at den gennemsnitlige løn blot er omkring 185 kroner.

- Der er så mange andre faktorer end lønnen, der har betydning for Danish Crowns udgifter. Det har vi påpeget i en række punkter, og det burde ledelsen fokusere noget mere på, frem for at blive ved med at råbe op om de påstået høje lønninger, mener Hans Søgaard.

Hans tillidsmandskollega John Møller fra Tulip i Sdr. Borup er på samme linje. Han frygter, at de positive resultater, som er opnået i Tulip med hensyn til trivsel og nedbringelse af sygefravær bliver sat over styr.

- Vi har ikke det bedste samarbejdsklima, konstaterer John Møller. Han og tillidsmandskollegerne i Tulip er ikke mindst harme over den opsigelse af lokalaftaler, som med ét slag er blevet gennemført i hele Danish Crown, herunder Tulip, som er en del af den store slagterikoncern.

"På et møde mellem ledelsen og tillidsrepræsentanterne i slutningen af maj blev det aftalt at kigge nærmere på muligheden for alternative aflønningsformer i Tulip.

Tillidsrepræsentanterne har altså udvist stort ansvar for at sikre fremtiden for anlæggene i Danmark. Det undrer os derfor, at ledelsen i Tulip Food Company ved en koordineret plan for samtlige Tulipvirksomheder opsiger stort set alle lokalaftaler, både dem der vedrører løn og arbejdstider samt pauser. Det er selvfølgelig spillets regler, men vi opfatter det ikke som et skridt, som fremmer de brugbare løsninger og resultater”, hedder det i et åbent brev fra de syv tillidsrepræsentanter i Tulip til ledelsen i selskabet.

Læs også: