Formand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast lægger mest vægt på forligets langsigtede plusser. Først og fremmest den liberalisering af landbrugsloven, som giver bedre muligheder for stordrift.
-Svineproducenterne får nogle bredere rammer at arbejde under, som kan give større effektivitet. Det gælder ikke mindst etablering af svinefabrikker løsrevet fra landbrugsjorden, siger Ole Wehlast.
Han erkender, at der er en stor udfordring i at sikre, at det effektive landbrug arbejder på en måde, der tilgodeser miljø og dyrevelfærd.
-Men jeg synes alt i alt, forliget baner vej for både en fortsat stor svineproduktion i Danmark og veje til at løse miljøproblemerne på en ny og mere moderne måde, mener Ole Wehlast og fremhæver de øgede muligheder for at etablere biogasanlæg til at behandle gyllen.
Blandt detaljerne i forliget fremhæver Ole Wehlast også, at de tanker, den tidligere socialdemokratiske regering havde om etablering af et Måltidets hus nu er taget op igen under navnet Mad Experimentarium.
-Det negative ved forliget er, at der ikke er noget, som kan afhjælpe den nuværende krise i landbrugssektoren. Og så havde jeg også gerne set, at man ikke i så høj grad bare finansierer planen med midler, som man allerede har forpligtet sig til at afsætte, siger Ole Wehlast.
Derudover beklager forbundsformanden, at forliget om Grøn Vækst er baseret på et snævert politisk flertal, nemlig regeringspartierne og Dansk Folkeparti.
-Et så vidtrækkende og betydningsfuldt forlig bør være baseret på et bredt politisk flertal. Det er simpelt hen for dårligt, at regering og opposition i folketinget har været så dårlige til at finde hinanden, når der er så store samfundsinteresser på spil, siger Ole Wehlast.