På et møde mellem ledelsen og tillidsrepræsentanterne i slutningen af maj blev aftalt at kigge nærmere på muligheden for alternative aflønningsformer i Tulip. Tillidsrepræsentanterne har altså udvist et stort ansvar for at sikre fremtiden for anlæggene i Danmark.
Det undrer os derfor at ledelsen i Tulip Food Company ved en koordineret plan for samtlige Tulipvirksomheder opsiger stort set alle lokalaftaler, både dem der vedrører løn og arbejdstider samt pauser. Det er selvfølgelig spillets regler at virksomhederne kan gøre sådan, men vi opfatter det ikke som et skridt som fremmer de brugbare løsninger og resultater.
Hvis ledelsen tror at situationen og dette pres kan medføre aftaler som indebærer lønreduktioner er det ikke et led i vores dagsorden. Vi har et meget dynamisk lønsystem som er præstationsbaseret. Kun hvis der produceres kan der tjenes penge.
Så det handler i høj grad om kapacitetsudnyttelse, kvalificerede medarbejdere, god arbejdsorganisering og ledelse samt et godt samarbejde og arbejdsmiljø.
Lønreduktioner har aldrig reddet en virksomhed i Danmark. Det gør kun produkt- og kompetenceudvikling, produkter med stor værdi, investeringer i ny teknologi og maximal udnyttelse af produktionsanlægget samt markedsføring.
Drejebogen med lønreduktioner på 15 %, som blev forsøgt i Ringsted for år tilbage duer ikke og vil ikke kunne redde beskæftigelsen på lang sigt i Danmark.
Vi vil derfor opfordre ledelsen til at være mere realistiske i deres tilgang til hvilke besparelser, der kan gennemføres.
925 NNF’ere på 7 tulipvirksomheder, producerer vidt forskellige fødevarer på skiftende arbejdstider hele året rundt på timeløn og akkord til årslønninger fra 260.000 til 370.000 kr. Alle vore kollegaer har tjent og fortjent den løn de får.
Vi er fortsat med på at finde de realistiske besparelser og vil gerne være med til at udvikle virksomhederne.
Med venlig hilsen
7 tillidsrepræsentanter i Tulip