Nyhed

Langt færre ulykker på Danish Crown

En målrettet indsats har betydet, at antallet af arbejdsulykker på Danish Crowns slagterier er reduceret drastisk. Alene på slagteriet i Sæby er det faldet med 60 procent alene i år, mens nedgangen på de øvrige slagterier, der er med i projektet, ligger på mellem 30 og 50 procent.

- Det er en succeshistorie, men den kunne ikke fortælles, hvis medarbejderne – og her tænker jeg specielt på slagteriarbejderne – ikke gik aktivt ind i projektet. Det er deres fortjeneste, at langt færre kommer til skade i dag end tidligere, siger miljøkoordinator Randi Madsen, Danish Crown.

Det var Randi Madsen, der for en del år siden startede projektet. Hun var den gang ansat på slagteriet i Ringsted. Det blev fra starten en succes, hvorefter slagteriet i Rønne blev koblet på. For lidt over to år siden blev der oprettet en stilling som miljøkoordinator i Danish Crown-regi, så alle slagterierne kunne komme med.

- Fra starten blev der sat fokus på svinekødsfabrikkerne, hvor de fleste – og alvorligste – ulykker sker. Senere kom oksekødsfabrikkerne med og nu også den første Tulip-fabrik. Efter sommerferien tager vi fat på slagteriet i Skærbæk og i Herning, hvor man har kørt et lignende projekt, samt skærestuerne i Hadsund og Fåborg, siger Randi Madsen, der er rundt på virksomhederne cirka hvert femte uge for at følge op på projektet.

- Det har været, og er, meget vigtigt, at vi når den enkelte slagteriarbejder. At han eller hun føler, at det er deres projekt. Derfor udpeges der også sikkerhedsfolk i de forskellige grupper på slagterierne ud over de valgte sikkerhedsrepræsentanter, siger Randi Madsen.

Ifølge sikkerhedsrepræsentant Morten Thomsen, Danish Crown i Horsens, er det i høj grad holdninger og adfærd, som er ændret blandt medarbejderne i produktionen.

- Vi har ændret den adfærd, som har været indgroet gennem masser af år. Vi minder hinanden om at bruge sikkerhedsudstyret hele tiden og forklarer, hvorfor det er en dårlig ide at lade være, siger han.
En anden målrettet indsats er ”Tilløb til ulykke”, hvor man taler om det, når det har været tæt ved at gå galt.

- På den måde kan vi forebygge, fordi vi bliver opmærksomme på steder, hvor der kan ske ulykker. Det har kollegerne været gode til, så det er også deres fortjeneste, at vi i dag har færre ulykker, siger Morten Thomsen.

Målsætningen har fra starten været, at antallet af ulykker det første år på en arbejdsplads skulle reduceres med 50 procent.

- Det tal var der mange, der rystede på hovedet af, men vi har enten nået det eller gør det, inden årets slutning. Ingen tvivl om det, siger Randi Madsen.

Tallene opgøres jævnligt i de enkelte afdelinger, men samles først for hver virksomhed, når året er slut.

- Når hver afdeling får tallene hyppigere skyldes det, at de enkelte medarbejdere skal have et skulderklap og ros for deres indsats. Sådanne positive meldinger skal de ikke vente et år på, siger Randi Madsen.

En anden del af projektet drejer sig om at få medarbejdere, der har været udsat for en ulykke, så hurtigt tilbage på arbejdspladsen som muligt. Det kan være i en skånefunktion eller på nedsat tid. Det primære er, at de vender tilbage så hurtigt som muligt.