Af Claus Gjedsig.
- Slagteriet er i drift hele året, hvor vi har omkring 15 ansatte. Men i slagtesæsonen i september og oktober skal arbejdsstyrken op på omkring 80. Og her mangler jeg kvalificerede slagteriarbejdere. Derfor har jeg nu sendt følere ud til flere afdelinger af Fødevareforbundet NNF i Danmark for at skabe interesse om disse jobs. siger fabrikschef Henning Sønderup fra Negi.
Der er omkring 1800 indbyggere i den sydgrønlandske by, og det bliver sværere og sværere at skaffe kvalificeret arbejdskraft i højsæsonen, når der skal slagtes får og specielt lam.
Der er 52 landmænd, eller fåreholdere, i det sydlige Grønland og de leverer omkring 24.000 får og lam i september og oktober. Alle dyr sejles til Narsaq, siger han.
Mandag til fredag
Henning Sønderup, der i øvrigt er et af NNFs meget få medlemmer i Grønland, siger, at man arbejder under ordnede forhold. Slagteriet er EU-certificeret med dyrlægekontrol, sikkerhedsregler og 40 timers arbejdsuge. Og så er lønnen selvfølgelig i orden. Der er specielle regler, når man kommer fra Danmark og arbejder i Grønland.
- Vi slagter fra mandag morgen til fredag eftermiddag. Jeg har sørget for, at de danske slagteriarbejdere, der ønsker at komme herop i de to måneder, indlogeres under gode forhold. Det er på et kombineret hotel/vandrehjem. På den måde bor de sammen, kan spise sammen og hygge sig sammen i fritiden.
- Der er også planen, at vi vil lave forskellige arrangementer for slagteriarbejderne, når de har fri. Det bliver alt fra fiskeri til ture ind på indlandsisen.
For første omgang har Henning Sønderup rettet henvendelse til flere af Fødevareforbundets afdelinger og er parat til at komme til Danmark for at fortælle interesserede i arbejdet.
En oplevelse
- Jeg garanterer, at det bliver en oplevelse for livet. Eneste forudsætning er, at man er dygtig til at bruge en kniv, og det er danske slagteriarbejdere. For, siger han, det bliver ikke kun lam og får, der skal slagtes. Der bliver også tale om enkelte kreaturer og heste.
- De slagtede kroppe fryses ned og forarbejdes så i løbet af året og sendes rundt til bygderne i Grønland. Det er det, de faste omkring 15 medarbejdere laver resten af året, siger Henning Sønderup.
Afdelingsformand Steen Hartmann, Fødevareforbundet NNF Midt Vestjylland, siger, at her er en enestående chance for specielt unge slagteriarbejdere til at kombinere arbejde med store oplevelser.
- Jeg har netop været en tur i Grønland og er dybt fascineret af landet. Det vil være en kæmpe udfordring at komme derop og arbejde i et par måneder. Jeg tænker her specielt på yngre slagteriarbejdere uden arbejde, men det er selvfølgelig en mulighed for alle, siger Steen Hartmann.
Interesserede kan rette henvendelse til deres afdeling eller direkte til Henning Sønderup på 00299524603 eller 00299661119. Han kan også kontaktes på mail hso@neqi.gl
Man kan danne sig et indtryk af hverdagen i Narsaq på pressefotograf John Rasmussens hjemmeside www.narsaq.dk