Nyhed

Konflikt på dele af bager-området fra 1. marts

Forligsmanden måtte efter fem timers forhandlinger opgive at få Fødevareforbundet NNF og Arbejdsgiverforeningen for Bagere, Konditorer og Chokolademagere til at enedes om en ny overenskomst. Det betyder konflikt på dele af bager-området fra d. 1/3 2009.

Fødevareforbundet NNF og Arbejdsgiverforeningen for Bagere, Konditorer og Chokolademagere (AKBC) er så langt fra hinanden i forhandlingerne om en ny overenskomst på bager-butiksområdet, at Forligsmand Asbjørn Jensen efter fem timers forhandlinger valgte at sende parterne hjem. Det betyder, at en konflikt er en realitet søndag den 1. marts fra arbejdstid begyndelse.

Lørdag den 21. februar lykkedes det ellers Forligsmanden at opnå enighed om en ny overenskomst mellem Fødevareforbundet NNF og Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD). Den hidtidige overenskomst mellem Fødevareforbundet NNF og AKBC er næsten identisk med overenskomsten mellem Fødevareforbundet NNF og BKD, og det undrer derfor chefforhandler for Fødevareforbundet NNF Jens Peter Bostrup, at det ikke er muligt at blive enige med AKBC:

-Jeg er helt uforstående overfor, at vi med så ens overenskomster, på identiske områder, ikke kan blive enige med AKBC om det samme, som vi har indgået forlig med BKD om. Jeg er naturligvis ked af, at det nu ender med en konflikt, men vi kan simpelthen ikke tilbyde de medlemmer, der er arbejder under vores overenskomst med AKBC for mindre, end de medlemmer, der er arbejder under vores overenskomst med BKD får, slår Jens Peter Bostrup fast.

Han bakkes op af forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF Flemming Mogensen, der ærgrer sig over, at afstanden mellem Fødevareforbundet NNF og AKBC åbenbart er så stor:

-Det er en rigtig ærgerlig situation at stå i. Jeg havde forventet, at vi kunne finde hinanden, men forhandlingerne i dag viste, at der simpelthen er for store knaster til, at vi kan blive enige, konstaterer Flemming Mogensen.