Den arbejdsmarkedskommission, som regeringen har nedsat, har nu offentliggjort sin endelige rapport. Men offentliggørelsen var på forhånd ledsaget af regeringens afvisning af at bruge nogen af kommissionens anbefalinger.
Den fremgangsmåde forarger formanden for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast.
-Det er da rigtigt, at konjunkturerne er meget dårligere nu, end da kommissionen blev nedsat. Men det gør bestemt ikke behovet for at gøre noget ved de grundlæggende strukturer på arbejdsmarkedet mindre. Der er stadig behov for at opkvalificere arbejdskraften, og ingen er i tvivl om at vi får mangel på faglært og højtuddannet arbejdskraft femover, siger Ole Wehlast.
-Regeringens strategi med at udsætte alle indsatser ved at lægge problemerne i en kommissionssyltekrukke falder nu tilbage på den selv. Regeringen står stadig uden svar på de udfordringer med stigende ledighed, som vi står midt i, mener forbundsformanden.
Ole Wehlast samler sin kritik i tre hovedpunkter:
•Det havde været godt, hvis kræfterne var blevet brugt på at finde midler til at opkvalificere arbejdskraften, nu hvor et stigende antal bliver ledige.
•Det havde været godt, hvis kommissionen havde udarbejdet forslag, der var anvendelige i alle konjunktursituationer.
•Og det havde været godt, hvis regeringen i tide havde reageret på de ændrede økonomiske forudsætninger, og havde givet kommissionen mulighed for at have en bredere tilgang end blot at finde besparelser for at redde statens finanser.
Kritikken deles af Socialdemokraterne.
- Uddannelse skal tilbage på den politiske dagsorden. Hver dag forsvinder der ufaglærte job,, og den bedste fremtidssikring af velfærdssamfundet er uddannelse, uddannelse og uddannelse, da der om ganske få år vil være en væsentlig mangel på uddannet arbejdskraft, siger partiets arbejdsmarkedspolitiske ordfører Torben Hansen.
.