Nyhed

Lokalpolitikerne bør kæmpe for de små butikker

Hvis økonomi- og Erhvervsminister Lene Espersens lovforslag om en liberalisering af lukkelov bliver vedtaget, vil det betyde døden for mange små lokalbutikker. Derfor må kommunalpolitikerne på banen op til efterårets kommunalvalg, mener formanden for Fødevareforbundet NNF.

- Der hersker ikke nogen tvivl om, at en liberalisering af lukkeloven vil være dødsstødet for en lang række små butikker rundt om landet. Og det er en katastrofe for de små lokalsamfund. Derfor bør kommunalpolitikerne nu træde i karakter og arbejde aktivt for at bevare de små butikker på landet.

Sådan lyder opfordringen fra formanden for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast.

Allerede da Lene Espersen fremlagde sit forslag d. 11. august tegnede der sig hurtigt et politisk flertal for loven. Samtidig viser en række meningsmålinger, der er blevet foretaget i kølvandet på forslaget, at også en stor del af forbrugerne stiller sig positive overfor muligheden for at kunne handle ind om søndagen.

Men konsekvenser af en liberalisering af loven begrænser sig ikke blot til muligheden for at købe toiletpapir, opvaskemiddel og flæskesteg søndag eftermiddag, det betyder også den visse død for mange af de små landbutikker.

- Beregninger viser, at omkring en tredjedel af de små butikker må dreje nøglen om, når de store butikker tilbyder dagligvarer alle ugens syv dage. Og den situation vil dræne landområderne for en vital del af det liv, der i dag, siger Ole Wehlast.

Han opfordrer derfor kommunalpolitikerne til at træde i karakter:

- Kommunalvalget til efterårets er giver lokalpolitikerne en enestående mulighed for at sikre, at landområderne kommer til at betale den mindst mulige pris for Christiansborgspolitikernes beslutning.

Loven giver nye udfordringer til kommunerne
Ifølge Ole Wehlast er økonomi – og erhvervsministerens lovforslag endnu et af de utallige eksempler på, at regeringen på Christiansborg træffer beslutninger, der rammer kommunerne hårdt. Og i dette tilfælde kommer lovændringen til at give kommunerne en række uforudsete udfordringer:

- Når politikerne nu beslutter, at de ansatte i butikkerne skal arbejde alle ugens syv dage, så får det også konsekvenser for eksempelvis de pasningstilbud kommunerne tilbyder forældrene. De skal jo følge med arbejdsmarkedet, og det betyder, at kommunerne for fremtiden skal kunne tilbyde forældrene pasning af deres børn i weekenderne og om aftnen.

Samtidig bliver det en yderligere udfordring for landkommunerne at tiltrække sig ny borgere, hvis der ikke længere er lokale indkøbsmuligheder. Det vil betyde, at man kun kan bosætte sig i landområderne, hvis man har en bil. Dette problem bliver ikke mindst aktuelt for de ældre borgere.

- Der er for mig at se ikke nogen tvivl om, at en liberalisering af lukkeloven vil have en række negative konsekvenser for vores velfærdssamfund. Men regeringen på Christiansborg har endnu engang vist, at de kun varetager erhvervslivets interesser. Mit håb er nu, at lokalpolitikerne udviser større samfundsansvarlighed.

Ministeren har glemt de ansatte
Lene Espersen har i sit forarbejde til lovforslaget valgt at gå udenom fagbevægelsen. Og det er ikke i orden, mener Ole Wehlast:

- Jeg er forarget over, at ministeren ikke har valgt at gå til medarbejdernes fagforeninger, for at høre dem om, hvilke faglige og personlige konsekvenser en lovændring vil medføre. Og der er ikke nogen tvivl om, at vores medlemmer kommer til at betale en høj pris.

Pasning af de butiksansattes børn er blot et af de problemer, der vil ramme tusindvis af familier landet rundt:

- I dag ser mange af vores medlemmer det som en fordel at arbejde i slagter- og bagerafdelingerne i fx COOP, fordi det betyder, at de kan nyde en ugentlig fridag om søndagen sammen med familien. Den må de skyde en hvid pil efter, hvis Lene Espersen får politisk opbakning til sit forslag. Hun kan måske ikke se det store problem i at fratage de butiksansatte muligheden for at holde fri sammen med deres familier, men det kan vi, slår Ole Wehlast fast.

Ole Wehlast vil nu gøre det ministeren har undladt, nemlig forsøge at samle brancheorganisationerne for slagterne og bagermestrene til en fælles drøftelse af, hvad man stiller op med ministeren forslag.

Læs hvorfor Fødevareforbundet NNF ønsker at fastholde lokkeloven