Nyhed

Lad krisen fremme de kreative ideer

Tryghed og uddannelse bliver utvivlsomt nøgleord ved OK 2010. – Så lad os få en rigtig god debat med plads til skæve ideer, lyder opfordringen til tillidsfolk og medlemmer fra næstformand Jens Peter Bostrup

- Konjunkturerne vender forkert, men vi vil gå til stålet og kæmpe for det, medlemmerne har brug for. Nemlig tryghed og sikring af deres jobsituation, understreger næstformand Jens Peter Bostrup, der sammen med forbundsformand Ole Wehlast danner fortrop ved forhandlingerne.

- Vi skal have set på den økonomiske kompensation ved fyring og sikret medlemmerne uddannelse, de kan bruge til noget uden for den virksomhed, de arbejder i, uddyber næstformanden, der vil arbejde for at få udbygget Uddannelses- og TR-fondene. Og for at få overenskomstfonde, der kan styrke de overenskomstbærende organisationer i deres store arbejde med at vedligeholde overenskomsterne.

Tænk ud af boksen
Han vurderer, at krisen kan bane vej for helt nye tanker, der kan øge medlemmernes tryghed og balance i tilværelsen, og opfordrer TR’er og medlemmer til at tænke ud af boksen og komme med skæve forslag. Gerne forslag, som hele LO-familien kan samles om.

- Arbejdsgiverne har vist, hvad deres kreativitet rækker til med deres forslag om lønnedgang. Men lønnedgang er ingen garanti for, at vores medlemmer beholder deres job. Og opgaven er jo heller ikke at forringe vilkårene i Danmark, men at sikre fødevarearbejdere andre steder i Europa bedre løn og arbejdsvilkår, understreger næstformanden.

Med Fødevareforbundet NNFs nye struktur spiller TR’erne en endnu vigtigere rolle under de kommende forhandlinger. Og også medlemmerne har lektier for.

- Deltag aktivt i debatten. Klæd jeres tillidsfolk godt på, og giv jeres besyv med, når vi på vores OK 2010-tur kommer rundt i landet. Og husk det skæve, lyder hans opfordring.