Nyhed

For lidt, for sent og forkert!

Forbundsformand Ole Wehlast kritiserer regeringens forslag til finanslov 2010

Midt under den værste krise i mange årtier har regeringen fremlagt sit forslag til finanslov for 2010, og det er ikke noget imponerende værk, mener formanden for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast.

- Selv om der er tale om en stor stigning i de offentlige investeringer, så tror jeg ikke det er nok til at forhindre, at ledigheden stiger yderligere, siger Ole Wehlast.

Han kritiserer regeringen for at have satset forkert på flere områder. F.eks. gennem skattelettelser til de bedre stillede og en renoveringspulje med en yderst beskeden positiv virkning.

-Der er stadig mange offentlige opgaver, der med fordel kunne klares nu, mens der er arbejdskraft til rådighed. Det burde regeringen i stedet satse på, siger forbundsformanden.

Blandt finanslovforslagets konkrete punkter hæfter han sig ved de 550 millioner, der er afsat til Grøn Vækst:

-Vi er glade for, at der satses på Grøn Vækst, men det beløb er aftalt for længst. Det ville have været på sin plads, hvis der var afsat yderligere midler til det gode formål.

-Det ser også ud som om, der bliver færre personer i fødevarekontrollen på trods af det er aftalt at afsætte flere ressourcer. Det er bekymrende, siger Ole Wehlast.

Han sammenfatter sit indtryk af regeringens forslag til finanslov således: for lidt, for sent og forkert.