Nyhed

Chokoladeskulpturer, spegepølser og rap indtog Rådhuspladsen

Landets absolut bedste unge håndværkere viste hundredvis af skoleelever, at der er et væld af fantastiske alternativer til en akademisk uddannelse under Skills Show 2009 på Rådhuspladsen.

Af fagbladsredaktør Pia Rosager

- Jeg ville egentlig have været kok. Men det er for hårdt - og de råber og skriger for meget, forklarer Andreas Mulinacci Due, mens han dybt koncentreret pensler en mundvandsløbende imponerende chokoladeskulptur.

Andreas er Danmarks dygtigste unge konditorelev. Og sammen med landets 14 bedste unge indenfor de øvrige håndværksfag leverede han masser af inspiration til, at en spændende karriere ikke behøver at gå over gymnasiet og universitetet.

På Skills Show 2009 viste de unge slagtere, konditorer, bagere, elektrikere, malere, møbelsnedkere og mange andre håndværksuddannelser, hvilke muligheder der også findes.

Hundredvis af skoleelever, undervisningsminister Bertel Haarder og nysgerrige danskere samt turister, valfartede til Rådhuspladsen.

Erhvervsuddannelse – hva’ er det
Andreas havnede nærmest ved en tilfældighed i konditorfaget. Lidt afskrækket, af de temperamentsfulde kokke, valgte han at gå i praktik hos Farumhus Konditori. Kort tid efter var han solgt og gik i lære i konditorfaget, som han altså nu er Danmarks bedste unge håndværker i.

Undervisningsminister Bertel Haarder understregede, det skrigende behov for at skoleelever også får øjnene op for de mange faglige uddannelser på landets erhvervsskoler. En ny undersøgelse viser nemlig, at de unge ikke aner hvad en erhvervsuddannelse er. Og ikke mindst for de unge, der ikke fristes af udsigten til 8- 10 år som bogorm efter folkeskolen, er det en katastrofe, hvis de ikke aner, hvilke muligheder der ligger foran dem.

Ikke bare en skide lærling
Og netop synlighed omkring lærlingeuddannelserne er hvad LO og DA vil opnå med dagens arrangement på Rådhuspladsen.

- Det er vigtigt, at de unge ser rollemodeller, der gør håndværksuddannelserne lige så attraktive som de boglige og vigtigt, at der er nogle, der fortæller dem om mulighederne, hvis vi skal fremtidssikre alle de håndværksfag, som kitter samfundet sammen, siger Svend Blankholm fra Fødevareforbundet NNF.

Og Andreas, ja han er ikke i tvivl. Han glæder sig over den synlighed han og hans fag får på Rådhuspladsen i dag, inden han i starten af september drager til Canada, hvor han er udtaget til at repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne i håndværk, World Skills Show.

- Det lægger pres på mig, at så mange mennesker ser på, men jeg er stolt. Det giver jo også selvtillid, at jeg ikke bare er en skide lærling – at folk lægger mærke til en, siger Andreas med varme kinder mens koncentrationen om penslingen af chokoladeskulptur er total.