Nyhed

Fødevareforbundet NNF til EU-politikerne: Til kamp mod social dumping!

Fagbevægelsen i international aktion mod skævvridning af EU-landenes arbejdsmarkeder.

Medlemmerne af EU-parlamentet får nu chancen for at bakke op om Fødevareforbundet NNF’s kamp mod social dumping. Det sker som led i en international aktion, som fagbevægelsen over grænserne er aktiv i.

Fem medlemmer af EU-parlamentet, fra henholdsvis Storbritannien, Tyskland og Italien, har skrevet en deklaration. Den opfordrer politikerne i EU-landene til at skride ind over for den underminering af arbejdstagernes rettigheder og den skævvridning af arbejdsmarkederne i EU-landene, som deklarationens forfatteres ser tydelige tegn på.

En række af fagbevægelsens sinternationale sammenslutninger bakker op om deklarationen. Det gælder også EFFAT, den europæiske sammenslutning for levnedsmiddelarbejderforbund, som Fødevareforbundet NNF er medlem af.

Forbundsformand Ole Wehlast har givet appellen en særlig dansk vinkel ved at skrive til de 14 danske medlemmer af EU-parlamentet og bedt dem underskrive deklarationen. Hvis over halvdelen af parlamentets medlemmer gør det, vil den magtfulde EU-kommission være tvunget til at tage sagen op.

I henvendelsen til de danske parlamentsmedlemmer gør Ole Wehlast opmærksom på, at selv om organiseringen i Danmark har været stærk nok til at undgå underbetalt arbejdskraft på de danske fødevarevirksomheder, så er Fødevareforbundet NNF alligevel stærkt ramt af social dumping. Nemlig ved at stadig flere svineproducenter sender svin til Tyskland, hvor de bliver slagtet af vikaransatte arbejdere fra andre lande til en dårlig løn og ofte under usle arbejdsforhold.

”Det danske arbejdsmarked er stadig velreguleret og overenskomstdækket, og det mener vi, at det øvrige EU skulle tage ved lære af, så denne arbejdskraft-trafficking bliver forbudt og fordømt”, skriver Ole Wehlast.

I et af de punkter i deklarationsforslaget, som har forbundets særlige interesse, opfordres medlemsstaterne til at forpligte sig til at ændre direktivet om udstationering af arbejdstagere for at genindføre dets oprindelige formål. Det er nemlig at sikre ligebehandling af alle arbejdstagere, så der ikke skabes ”en lavtlønnet og dårligt stillet arbejdskraftreserve til gavn for skruppelløse arbejdsgivere.”