Nyhed

Fødevareforbundet NNF: Plan for grøn vækst mangler ambitioner!

Forbundsformand Ole Wehlast anerkender miljømæssige plusser, men efterlyser initiativer, der kan styrke fødevareindustrien her og nu

Trods mange gode elementer er regeringens udspil om grøn vækst ikke ambitiøst nok. Det mener Ole Wehlast, formand for Fødevareforbundet NNF.

-Der er meget til forbedring af miljøet, og det er udmærket. Til gengæld er der ikke megen hjælp at hente for den en fødevaresektor, der netop nu befinder sig i en meget trængt og vanskelig situation, siger Ole Wehlast.

Regeringens ambition med grøn vækst-pakken er på én gang at forbedre naturbeskyttelsen og gøre landbruget i stand til at tjene flere penge. Et af de større miljømæssige tiltag er, at en væsentlig større del af gyllen skal omdannes til biogas. Det vækker glæde i Fødevareforbundet NNF.

-Men vi havde altså meget gerne set, at der samtidig blev gjort noget mærkbart for at støtte væksten og dermed eksporten og beskæftigelsen i den danske fødevareindustri. Det må vi desværre se langt efter, konstaterer Ole Wehlast.
Regeringen vil afsætte 13,5 milliarder kroner til grøn vækst i perioden 2010-2015.

-Det lyder måske af meget, men der er altså hovedsageligt tale om penge, der allerede er afsat. Så det ligner endnu et eksempel på regeringens hokus-pokus med tal, siger Ole Wehlast.

Han anerkender, at der er nogle positive langsigtede lyspunkter i regeringens plan. Men han er skuffet over manglen på aktuelle udspil, som kan sikre, at fødevareerhvervet overlever de nuværendevanskeligheder og kan få glæde af de langsigtede initiativer.

-Jeg vil opfordre regeringen til straks at indlede forhandlinger, som kan føre til en indsats til styrkelse af væksten her og nu, lyder opfordringen fra formanden for Fødevareforbundet NNF.