Hvornår får jeg karantæne eller mister dagpenge?

Hvis du udebliver fra en samtale eller aktivitet, som Jobcentret eller a-kassen har indkaldt dig til, kan det få en række konsekvenser.

Udelukkelse
Du kan blive udelukket fra retten til at modtage dagpenge i en periode, hvis du:

  • Udebliver fra en jobsamtale eller en aktivitet i Jobcentret eller hos anden aktør, som Jobcenteret har indkaldt dig til personligt eller skriftligt

  • Udebliver fra en formidlingssamtale, CV-samtale, rådighedssamtale, vejledningssamtale eller et møde - som har til formål at styrke din tilknytning til arbejdsmarkedet - som a-kassen har indkaldt dig til personligt eller skriftligt.

Tre ugers karantæne
Du er selvforskyldt ledig og får karantæne på tre uger, hvis du uden en gyldig grund:

  • Opsiger et arbejde 
  • Tager orlov fra arbejde - det gælder dog ikke, hvis der er tale om orlov efter lov om:
    • Ret til orlov og dagpenge ved barsel 
    • Børnepasningsorlov 
    • Godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse 
    • Statens voksenuddannelsesstøtte
  • Kontraopsiger et arbejde 
  • Accepterer et for kort opsigelsesvarsel 
  • Afslår et formidlet arbejde 
  • Afslår at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan 
  • Afslår et tilbud efter en jobplan - herunder undlader at påbegynde et tilbud 
  • Ophører i et tilbud

Du får også 3 ugers karantæne for selvforskyldt ledighed, hvis du bliver afskediget af en grund, som væsentligt skyldes dig.

Arbejdskrav ved gentagelse
Får du to karantæner for selvforskyldt ledighed inden for 12 måneder, mister du retten til dagpenge.

Som fuldtidsforsikret medlem kan du igen få dagpenge, når du har haft 300 løntimer i en tremåneders periode som månedslønnet, eller 276 løntimer inden for 12 uger som uge- eller 14-dages-lønnet.

Som deltidsforsikret medlem kan du igen få dagpenge, når du har haft 150 løntimer i en tremåneders periode som månedslønnet, eller 138 løntimer inden for 12 uger som uge- eller 14-dages-lønnet.

Det er et krav, at løntimerne er indberettet til indkomstregisteret. Arbejdet skal være udbudt på almindelige løn- og arbejdsvilkår, og der må ikke være givet offentlige løntilskud til arbejdet. Det gælder uanset, om du er fuldtidsforsikret eller deltidsforsikret.

Gyldige grunde

En gyldig grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor du enten afslår eller opsiger et arbejde eller et tilbud eller udebliver fra en jobsamtale, aktivitet, formidlingssamtale, CV-samtale eller rådighedssamtale.

Det er ikke en gyldig grund, hvis årsagen til afslaget, opsigelsen eller udeblivelsen er en afledt følge af en handling, som du har foretaget efter eget valg.

Helbred
Du kan afslå eller opsige et arbejde eller afslå eller ophøre i et tilbud eller en aktivitet, hvis der er dokumentation fra en læge for,

  • at du på grund af dit helbred ikke eller kun med vanskelighed kan udføre arbejdet 
  • at arbejdet vil medføre, at der opstår eller sker en forværring af dine helbredsmæssige problemer, herunder problemer ved graviditet. 

Ved opsigelse eller ophør er det et krav, at du har prøvet at få et andet arbejde på arbejdspladsen.

Transport
Du kan afslå eller opsige et arbejde eller afslå eller ophøre i et tilbud eller en aktivitet, hvis afstanden mellem bopæl og arbejdssted medfører, at den tid, der går til transport, er mere end, hvad der skal accepteres.

Som ledigt medlem skal du acceptere en samlet daglig transporttid på op til 3 timer med offentlige transportmidler. Efter 3 måneders sammenlagt ledighed skal du kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid på mere end 3 timer med offentlige transportmidler. I særlige situationer skal du kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid på op til 4 timer med offentlige transportmidler.

Ved opsigelse eller ophør er det et krav, at du har prøvet at få en anden arbejdstid, og at opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til

  • omlægning af offentlige transportmidler 
  • ændring af arbejdstidens placering 
  • bortfald af en privat aftale om samkørsel med personer uden for din husstand, hvor du ikke har råderet over transportmidlet. 

Pasning af familie
NB! Det er vigtigt at du straks giver besked til jobcenteret, hvis du har pasningsproblemer for børn eller andre familiemedlemmer uden for institutionens åbningstid. Ellers kan det få betydning for din ret dagpenge.

Du kan afslå eller opsige et arbejde eller afslå eller ophøre i et tilbud eller en aktivitet, hvis du ikke har pasningsmulighed for børn eller andre familiemedlemmer af husstanden, der kræver pleje. Ved opsigelse skal du have prøvet at få en anden arbejdstid, og du skal have gjort rimelige forsøg på at skaffe en pasningsmulighed.
Ovennævnte gælder også ved udeblivelse fra jobsamtale, aktivitet, formidlingssamtale, CV-samtale eller rådighedssamtale, og ved afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan.

Efterløn
Du kan afslå eller opsige et arbejde eller afslå eller ophøre i et tilbud eller en aktivitet, hvis du ønsker at gå på efterløn, og du rent faktisk går på efterløn.

Ved afslag er det et krav, at du har søgt om at gå på efterløn i umiddelbar tilknytning til afslaget og med virkning fra ansøgningen.

Ovennævnte gælder også ved udeblivelse fra jobsamtale, aktivitet, formidlingssamtale, CV-samtale eller rådighedssamtale, og ved afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan.

Deltidsforsikredes arbejdstid
Hvis du er deltidsforsikret, kan du afslå eller opsige et arbejde eller afslå eller ophøre i et tilbud eller en aktivitet, hvis arbejdstiden er på over 6 timer i døgnet eller beregnet i gennemsnit for 1 måned er på over 30 timer om ugen.

Ved opsigelse af et arbejde eller ved ophør i et tilbud er det et krav, at den ændrede arbejdstid er pålagt dig af arbejdsgiveren, og at du ikke har accepteret arbejdstiden.

Ovennævnte glæder også ved afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan.

Tab af supplerende dagpenge
Du kan afslå eller opsige et arbejde, hvis du mister retten til supplerende dagpenge.

Du kan opsige et arbejde og fratræde inden for 26 uger efter, at retten til supplerende dagpenge er faldet bort.

Frigørelsesattest
Du kan afslå eller opsige et arbejde eller afslå eller ophøre i et tilbud, hvis du mister retten til supplerende dagpenge, fordi arbejdsgiveren ikke vil udstede en frigørelsesattest eller kalder en frigørelsesattest tilbage.

Ved opsigelse og ophør er det et krav, at du ikke har accepteret at fortsætte i arbejdet uden samtidig at få supplerende dagpenge.

Arbejde i udlandet
Du kan opsige et arbejde i udlandet eller i Grønland, uden at det får dagpengemæssige konsekvenser, medmindre du:

  • har en samlet daglig transporttid på op til 4 timer
  • er udsendt af den danske stat 
  • er ansat hos en arbejdsgiver, der er skattemæssigt registreret i Danmark 

Du kan afslå et formidlet arbejde, hvis arbejdet skal udføres i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.

Pasning af handicappet eller alvorligt sygt barn eller døende nærtstående
Du kan afslå eller opsige et arbejde eller afslå eller ophøre i et tilbud eller en aktivitet, hvis du får eller straks efter begynder at få:

  • støtte efter lov om social service til at passe et handicappet barn 
  • støtte efter lov om social service til at passe nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem 
  • støtte efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel til at passe et alvorligt sygt barn 

Ovennævnte gælder også ved udeblivelse fra jobsamtale, aktivitet, formidlingssamtale, CV-samtale eller rådighedssamtale, og ved afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan.

Ved opsigelse er det et krav, at du har fået afslag på at få orlov fra arbejdet.

Arbejdspladsen
Du kan opsige et arbejde eller ophøre i et tilbud, hvis almindelige arbejdsretlige principper gør, at du ikke skal fortsætte med arbejdet. Det er et krav, at du har henvendt dig til arbejdsgiveren for at få løst de opståede problemer eventuelt gennem den faglige organisation.

Flytning som skyldes, at ægtefællen eller samleveren flytter for at overtage arbejde m.v.
Du kan opsige et arbejde eller ophøre i et tilbud eller en aktivitet i forbindelse med en flytning, som skyldes, at ægtefællen eller samleveren er flyttet for at

  • overtage et arbejde af mere end 5 ugers varighed 
  • begynde på en uddannelse af mindst 18 måneders varighed, eller fortsætte i et uddannelsesforløb, hvor der er mindst 18 måneder tilbage af uddannelsesforløbet 
  • begynde eller flytte en selvstændig virksomhed, der udøves mere end midlertidigt og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer om ugen. 

Det er et krav,

  • at din opsigelse og flytning sker inden 1 år efter, at ægtefællen eller samleveren er flyttet 
  • at ægtefællens eller samleverens daglige transporttid fra den hidtidige bopæl til det nye arbejde m.v. er mere end, hvad der skal accepteres. Du kan læse om dette i afsnittet transport 
  • at din daglige transporttid fra ægtefællens eller samleverens nye bopæl til arbejdet er mere end, hvad der skal accepteres. 
  • Fratrædelsesgodtgørelse

Du kan opsige et arbejde, hvis du ved en fratrædelse får en godtgørelse fra arbejdsgiveren, der medfører fradrag i dagpengene efter bekendtgørelse om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge m.v.

Det er et krav,

  • at godtgørelsen gives som et led i en fratrædelsesordning 
  • at godtgørelsen sammen med løn i den periode, hvor medlemmets opsigelsesvarsel løber, mindst svarer til løn for den periode, der svarer til arbejdsgiverens opsigelsesvarsel.

Det formidlede arbejde
Du kan afslå et formidlet arbejde, hvis du ikke har pligt til at overtage arbejdet efter reglerne i §§ 7 og 8 i bekendtgørelse om rådighed.

Overtagelse af arbejde m.v., som medlemmet selv har fundet
Du kan afslå eller opsige et arbejde, hvis det skyldes, at du skal:

  • overtage et arbejde af mere end 5 ugers varighed 
  • begynde på en uddannelse af mindst 1 års varighed 
  • begynde som selvstændig erhvervsdrivende mere end midlertidigt og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer om ugen. 

Du kan opsige et arbejde, hvis du er blevet afskediget af en grund, der ikke væsentligst skyldes dig for at overtage andet arbejde, der på opsigelsestidspunktet forventes at fortsætte udover det tidspunkt, hvor du ellers skulle have været fratrådt.

Din samlede arbejdstid efter afslaget eller efter ophøret skal være af et omfang, der ikke kan give ret til supplerende dagpenge eller være på samme eller højere ugentligt timetal end det arbejde, der afslås eller opsiges.

Du kan ophøre i et tilbud eller en aktivitet, hvis det skyldes, at du skal:

  • overtage et arbejde af mere end 5 ugers varighed 
  • overtage arbejde med en daglig arbejdstid på mindst 4 timer eller en ugentlig arbejdstid på mindst 20 timer,
  • begynde på en uddannelse af mindst 1 års varighed 
  • begynde som selvstændig erhvervsdrivende mere end midlertidigt og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer om ugen. 

Overtagelse af formidlet arbejde

Du kan ophøre i et tilbud eller en aktivitet, hvis det skyldes, at du skal overtage et arbejde, der er formidlet af a-kassen, anden aktør eller Jobcentret.

Rimeligt tilbud m.v.

Du kan afslå eller ophøre i et tilbud, hvis tilbuddet ikke er rimeligt efter en afgørelse, der er truffet af Beskæftigelsesankenævnet.

Aftjene værnepligt m.v.

Du kan afslå eller opsige et arbejde eller afslå eller ophøre i et tilbud eller en aktivitet for at aftjene militær eller civil værnepligt, udføre FN-tjeneste eller ligestillede opgaver, som er omfattet af lov om værnepligtsorlov og orlov til FN-tjeneste m.v.

Det er et krav, at du ikke er omfattet af lov om værnepligtsorlov og orlov til FN-tjeneste m.v.

Ovennævnte gælder også ved udeblivelse fra jobsamtale, aktivitet, formidlingssamtale, CV-samtale eller rådighedssamtale, og ved afslag på at være med til at udarbejde eller revidere en jobplan.

 

 

Min side
Log på