Gode råd til din jobansøgning

Jobsøgning som ledig

Når du er ledig, skal du hver uge søge flere jobs. Der er der­for ikke altid tilstrækkeligt med rele­vante stillinger inden for dit fag eller speciale, så du skal også være åben for at søge arbejde udenfor dit fag.

Fælles for dine ansøgninger er, at din motivation for at søge skal være velbe­grundet. Det kan være en særlig inte­resse i arbejdsområdet, personlige kompetencer eller lysten til at skifte spor i arbejdslivet.

Derfor må du overveje, hvad der motiverer dig, og hvilke kompetencer, du har med dig fra tidligere jobs og uddannelse.

Start derfor med at spørge dig selv om:

• Hvad er du god til på arbejdet?

• Hvad kan du godt lide at lave på arbejdet?

• Hvilke erfaringer og kvalifikationer, som du gerne vil bygge videre på - eller måske bruge på en ny måde?

• Hvordan skal den arbejdsplads være, du skal arbejde på?

• Hvilke arbejdsforhold vil du gerne arbejde under?

• Måske er det på tide at prøve noget helt nyt???

Brug dit netværk

De fleste, der får et nyt job, får det gennem nogen, de kender. Det kan være venner, familie, gamle arbejdskammerater osv. Fortæl derfor alle dine bekendte, at du søger nyt job - måske kan de hjælpe dig.

Er der f.eks. nogen i din omgangskreds, som arbejder et sted, du godt kunne tænke dig at være? Så spørg dem, om der er ledige job - eller få navnet på en leder, som du kan tale med om at komme på venteliste til næste gang, der bliver et job ledigt. Husk at spørge din bekendt, om du må fortælle, at du kender ham eller hende. Måske kan du ligefrem få vedkommende til at anbefale dig over for lederen.

Før du skriver en jobansøgning

Inden du går i gang med at skrive ansøgninger, skal du gøre dig klart, hvilken type job du ønsker dig og hvorfor. Det gør det både nemmere at skrive den enkelte ansøgning og at finde et job, som du bliver glad for.

Når du har et job, du vil søge, skal du:

• Læse annoncen grundigt igennem.

• Gå ind på arbejdspladsens hjemmeside og få et overblik over arbejdspladsens profil.

• Undersøg hvilke krav de stiller til dine faglige kvalifikationer?

• Undersøg hvilke krav de stiller til dine personlige kvalifikationer?

• Sætte dig ind i arbejdsstedets ønsker og forventninger til dig.

• Se på, hvad de kan tilbyde dig.

Jobsøgning på en jobannonce

Hvis jobbet er slået op i en annonce, kan du enten sende en ansøgning til arbejdspladsen, eller du kan ringe og fortælle, at du er interesseret. Det står som regel i annoncen, hvordan de vil have ansøgningen.

Skriftlig ansøgning

Selvom arbejdspladsen ønsker en skriftlig ansøgning, kan du sagtens starte med at ringe til den kontaktperson, der står i jobannoncen, for at høre mere, inden du skriver en ansøgning. Det virker positivt, at du viser interesse på jobbet.

Du kan spørge om nogle ting, der betyder meget for dig, f.eks. særlige arbejdsfunktioner, arbejdstiden eller muligheden for at bruge nogle særlige kompetencer, du har. Men spørg nu ikke om noget, der allerede står i jobannoncen!

En god og målrettet ansøgning består altid af fem elementer:

1. Overskrift

Det er noget af det første, læseren ser, og her du skal fange deres interesse. Pas på med at lave en "standard"-overskrift, som f.eks. "Uopfordret ansøgning som køkkenmedhjælper hos XXXXX". Vær mere kreativ og skriv f.eks. "Knivskarp slagter - der er lige mig". Find gerne en tone der matcher virksomheden og pas på med ikke at være "for frisk".

2. Indledning

Nu har du fanget deres opmærksomhed med overskriften. Så er det tid til at give dem lyst til at læse videre. Igen skal du passe på med at bruge en standard formulering, som f.eks. "Det er med stor interesse jeg hermed søger stillingen som køkkenmedhjælper hos jer. Vælg i stedet at skille dig mere ud og skriv f.eks. "Jeg ved, at I hos Slagterhus XXXXX går ind for kvalitet, æstetik og god service. Dette kan jeg bringe til bordet". Du kan også vælge at indlede med kort at fortælle om dig selv som person.

3. Motivation

Nu er det tid til at fortælle, hvorfor du brænder for dette job. Vær specifik, hvorfor du ønsker netop dette job, hvad der tiltrækker dig ved stillingen, arbejdsopgaverne og virksomheden. Vær her sikker på, at din motivation matcher det virksomheden kan tilbyde, f.eks. ved at skrive du kan lide at have kundekontakt, hvis du søger i den lokale slagterbutik.

4. Kompetencer og kvalifikationer

Du har nu fortalt hvorfor du godt kunne tænke dig jobbet, det er nu tid at fortælle hvad du kan bringe til virksomheden. Hvordan vil du bruge dine kompetencer og kvalifikationer til at løse opgaver forbundet med den konkrete stilling? Du kan evt. underbygge dette med eksempler.

"Jeg kan lide at hjælpe kunder med gode råd til aftensmaden. At opleve deres taknemmelighed kan redde hele min dag".

"For mig er det helt fint at møde kl. 6.30. For det første er jeg morgenmenneske, for det andet er jeg vant til at møde tidligt fra mine tidligere job. Så får man også mere ud af dagen"

"Jeg kan udlede af annoncen, at der ofte kan være travlhed. Det passer mig rigtigt godt, da jeg godt kan lide, at der sker noget og at udfordre mig selv"

5. Afslutning

Du er nu ved vejs ende og skal afslutte din ansøgning på den bedst mulige måde. Dit mål er at komme til en jobsamtale, og du skal derfor lægge op til det. Der findes mange forskellige måder at afslutte en ansøgning på. Det kunne f.eks. være ved at skrive "Nu håber jeg, I har fået lyst til at møde mig til en samtale, hvor jeg kan uddybe min ansøgning og også lære jer og arbejdspladsen bedre at kende."

Gode råd

Det kan være en god ide at sætte et billede ind af dig selv i ansøgningen.

Nogle arbejdsgivere foretrækker at ansætte ansøgere, der allerede er i job. Hvis du er ledig, skal du derfor tænke dig godt om, hvis du vil lade det fremgå af ansøgningen.

Du kan f.eks. skrive, at du kan starte med det samme i jobbet. Det er især smart, hvis det er et job, som arbejdsgiveren vil have besat hurtigst muligt.

CV

Du har måske allerede oprettet et CV på jobnet.dk som ledig. Dette CV kan du også og bruge i din jobansøgning.

Vi anbefaler, at du også laver et mere fyldigt og målrettet CV, når du søger job som ledig. Med det mener vi, at du skal fokusere på de punkter, der har mest relevans for arbejdsgiveren.

Det skal være nemt at skimme de vigtigste informationer, så det er vigtigt, at CV'et er overskueligt.

Et CV indeholder oplysninger om:

• Personlige data

• Erhvervserfaring

• Uddannelser

• Supplerende kurser

• Sprog og IT

• Organisatorisk erfaring

• Fritid

Det mest almindelige er det kronologiske CV. I opbygningen af det kronologiske CV begynder du med de nyeste ansættelser og uddannelser, og derefter arbejder du dig tilbage i tid.

Lad det vigtigste komme først. Er din erhvervserfaring det vigtigste i forhold til det kommende job, skal "erhvervserfaringsafsnittet" komme før "uddannelsesafsnittet".

Men også praktikperioder, vikariater eller studiearbejde er relevant, når man ikke har så meget erhvervserfaring.

Målet med et godt cv er at vise dine kompetencer og din værdi på en sådan måde, at arbejdsgiveren også vælger at læse din ansøgning, som derefter skal få dig til jobsamtalen. Arbejdsgivere har ofte kun et par minutter til hvert cv.

Læs også afsnittet 'Kontakt-CV'.

Mundtlig ansøgning

Nogle arbejdspladser forlanger ikke, at man sender en skriftlig ansøgning. Her skal man i stedet ringe eller møde op personligt og fortælle, at man er interesseret i at få jobbet.

Inden du kontakter arbejdspladsen, er det godt at tænke igennem, hvad du vil sige og spørge om.

Hør først om de har tid til at snakke med dig. Ofte er det bedst, at du ringer for at aftale en tid.

Start med at fortælle om dig selv og dine kvalifikationer, og hvorfor du søger jobbet.

Derefter kan du evt. spørge om arbejdsforhold og lignende, der ikke står i jobannoncen.

Hvis du møder op hos arbejdsgiveren, er det er god ide at medbringe et kontakt-CV, så arbejdsgiveren kan huske dig (se eksempel i afsnittet 'Kontakt-CV').

Jobsøgning ved personlig kontakt til en arbejdsplads (uopfordret ansøgning)

Du kan også selv kontakte en arbejdsplads, du kunne tænke dig at arbejde på, for at høre, om de kan bruge dig. Også selvom de ikke i øjeblikket har en jobannonce slået op.

Du kan både søge skriftligt og mundtligt. Hvis du skriver en uopfordret ansøgning, er det ekstra vigtigt, at du fortæller, hvorfor du netop ønsker at arbejde på den arbejdsplads, samt hvad netop du kan tilbyde arbejdspladsen.

Du kan også ringe eller møde personligt op på arbejdspladsen. Det er bedst at ringe først for at få en aftale med lederen. Så er du også sikker på, at han eller hun har afsat tid til at tale med dig. Det kan også være, de beder dig om først at skrive en ansøgning.

Hvis du får en aftale med lederen, er det vigtigt, du kommer til tiden.

Start med at fortælle, hvorfor du gerne vil arbejde på arbejdspladsen. Det er særligt vigtigt ved uopfordrede ansøgninger. Det kan f.eks. være, fordi du har hørt, det er et godt sted at være.

Hør så, om de har brug for en ny medarbejder her og nu. Hvis de har det, så fortæl kort om dig selv, f.eks. hvor du har arbejdet før, hvilken uddannelse, du har, hvad du er god til, og hvornår du kan starte.

Hvis de ikke har brug for en ny medarbejder lige nu, kan du bede om at komme på venteliste og måske starte som vikar. Hør eventuelt, om du må ringe en gang imellem for at høre om dine muligheder. Det viser særlig interesse. Spørg, hvor tit du må ringe for at undgå, at de bliver irriterede over dine henvendelser.

Når du ansøger personligt hos en arbejdsgiveren, er det er god ide at medbringe et kontakt-CV så arbejdsgiveren kan huske dig (se eksempel i afsnittet 'Kontakt-CV').

Kontakt-CV

Er du faglært slagter eller bager, er dit personlige fremmøde ofte den foretrukne ansøgningsform, når du gerne vil søge uopfordret. I det tilfælde er et kontakt-CV mere velegnet i stedet for den motiverede ansøgning med et fyldigt CV.

Det samme gælder i ufaglærte jobs som lagerarbejder, fabriksarbejder, chauffør, pædagogmedhjælper, køkkenarbejder, og så videre.

Her vil man gerne se folk an i stedet for at modtage ansøgninger.

Hvordan ser et kontakt-CV ud?
Et kontakt-CV er et slags udvidet visitkort i A5-format. På kontakt-CV'et fremgår dine kontaktoplysninger samt et billede og en fængende overskrift, der retter sig mod den type job, du søger.

Ud over det er der i stikordsform fem punkter omkring dine faglige kompetencer og erfaringer og fem punkter omkring dine personlige kompetencer.

Fordele ved kontakt-CV'et

  • Kontakt-CV'et gør, at arbejdsgiveren husker dig på grund af billede og stikord til dine kompetencer

  • Det er i sit lille format velegnet til at hænge op på en opslagstavle. En almindelig ansøgning og CV kan have en tendens til at forsvinde i papirstakken

  • Det fokuserer kun på dine relevante kompetencer og erfaringer, som dermed træder tydeligere frem

Gælder som en reel ansøgning
Når du opsøger en arbejdsgiver, er det en god idé at aflevere kontakt-CV'et efter jeres samtale. Det fungerer lige som et visitkort, og som nævnt vil arbejdsgiveren have lettere ved at huske dig. Efterfølgende registrerer du din uopfordrede ansøgning i jobloggen på jobnet.dk.